0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvinden i månen

Astrid Saalbachs noveller viser et sitrende kvindesind.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vågne kvinder og drømmende kvinder, døende kvinder og elskende kvinder, syge kvinder og raske, påklædte og afklædte: 'Månens ansigt', som Astrid Saalbachs novellesamling hedder, er et kvindeansigt.

Og det ændres ikke af et enkelt han her og der, måske endog som hovedperson.

Samlingens altdominerende jeg er kvinde, og dens verden er menstruerende, ammende, fødende, blødende.

Blodige spor
Der er skuespillerinden, som pludselig ser den røde plamage på kostumet; der er hende på barselsstuen, som trækker blodspor langs gulvet; der er sekretæren, som kaldes ind til chefen og kvitterer for sin fyring med et håndtryk af nedbidte neglerødder, så han får blod på hænderne.

Og så er der den lille dråbe, som knappenålen fra mors halvt færdigsyede kjole tvinger frem på den efterladte datters finger.

Den afdødes postej
En enkelt mand, i 'Nattens veje', tror, han har blod, om ikke på hænderne, så på kofangeren, da han en mørk nat kører en hund ned.

Han er for resten en hædersmand, for han standser i mørket og forsøger at finde hunden - og ender med en mærkelig oplevelse.

Men denne mand er undtagelsen, der bekræfter kvindereglen, ligesom det bortkomne børnehavebarn Jon og den enkemand, som i novellen 'Kødet' serverer sin afdøde kones lækkert tilberedte postej for sine døtre - der var lige én tilbage i fryseren.

Kvindelige magtkampe
Døtrene kendte vi allerede fra tidligere, de hedder Helene, Anna og Bente, og de går igen forskellige steder i samlingen, som således næsten fortættes til roman. Allerede i novelle nummer to er de tre piger i færd med at rydde op i deres moders værelse, et pragtstykke af sarte sansninger, dufte, farver, tekstiler: Moderens garderobe gør én helt forelsket i hende.

Døtrene får ved fælles hjælp pakket laksko og guldsko og lædersko, strømper, kjoler, nederdele, et klædeskab af kvindeliv ned i sorte sække og gennemsigtige, da de sorte slipper op. Men da novellens fortæller tager mors briller på, griber søster Helle ind: »Dem er der ingen andre, der skal bruge«.

Pigernes indbyrdes rollefordeling er tydeligvis akkurat den samme nu, da de er voksne, som dengang, de var børn. Astrid Saalbach kender sine søstre på travet.

Sitrende, angste noveller
Et kvindesind med direkte adgang både til drømme og til barnesind er samlingens ligesom overordnede alter ego.

Kombineret med alt det, som litteraturen og i særdeleshed novellegenren tillader af skift og tricks og umærkelige glidninger (»Du må ikke sove«, siger fortælleren i 'Edderkoppen' til sin nyfødte baby, men svaret kommer fra manden i sengen: »Det gør jeg heller ikke«) - kombineret med alt dette kommer der sikkert sansede, sikkert fortalte og hele tiden let sitrende, en anelse angste noveller ud af det.

Der er liv på denne månes ansigt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu