Vågne kvinder og drømmende kvinder, døende kvinder og elskende kvinder, syge kvinder og raske, påklædte og afklædte: 'Månens ansigt', som Astrid Saalbachs novellesamling hedder, er et kvindeansigt. Og det ændres ikke af et enkelt han her og der, måske endog som hovedperson. Samlingens altdominerende jeg er kvinde, og dens verden er menstruerende, ammende, fødende, blødende. Blodige spor Der er skuespillerinden, som pludselig ser den røde plamage på kostumet; der er hende på barselsstuen, som trækker blodspor langs gulvet; der er sekretæren, som kaldes ind til chefen og kvitterer for sin fyring med et håndtryk af nedbidte neglerødder, så han får blod på hænderne. Og så er der den lille dråbe, som knappenålen fra mors halvt færdigsyede kjole tvinger frem på den efterladte datters finger. Den afdødes postej En enkelt mand, i 'Nattens veje', tror, han har blod, om ikke på hænderne, så på kofangeren, da han en mørk nat kører en hund ned. Han er for resten en hædersmand, for han standser i mørket og forsøger at finde hunden - og ender med en mærkelig oplevelse. Men denne mand er undtagelsen, der bekræfter kvindereglen, ligesom det bortkomne børnehavebarn Jon og den enkemand, som i novellen 'Kødet' serverer sin afdøde kones lækkert tilberedte postej for sine døtre - der var lige én tilbage i fryseren. Kvindelige magtkampe Døtrene kendte vi allerede fra tidligere, de hedder Helene, Anna og Bente, og de går igen forskellige steder i samlingen, som således næsten fortættes til roman. Allerede i novelle nummer to er de tre piger i færd med at rydde op i deres moders værelse, et pragtstykke af sarte sansninger, dufte, farver, tekstiler: Moderens garderobe gør én helt forelsket i hende. Døtrene får ved fælles hjælp pakket laksko og guldsko og lædersko, strømper, kjoler, nederdele, et klædeskab af kvindeliv ned i sorte sække og gennemsigtige, da de sorte slipper op. Men da novellens fortæller tager mors briller på, griber søster Helle ind: »Dem er der ingen andre, der skal bruge«. Pigernes indbyrdes rollefordeling er tydeligvis akkurat den samme nu, da de er voksne, som dengang, de var børn. Astrid Saalbach kender sine søstre på travet. Sitrende, angste noveller Et kvindesind med direkte adgang både til drømme og til barnesind er samlingens ligesom overordnede alter ego. Kombineret med alt det, som litteraturen og i særdeleshed novellegenren tillader af skift og tricks og umærkelige glidninger (»Du må ikke sove«, siger fortælleren i 'Edderkoppen' til sin nyfødte baby, men svaret kommer fra manden i sengen: »Det gør jeg heller ikke«) - kombineret med alt dette kommer der sikkert sansede, sikkert fortalte og hele tiden let sitrende, en anelse angste noveller ud af det. Der er liv på denne månes ansigt.