Blød krimihygge

Lyt til artiklen

»Hun strøg sine blå lærredsbukser og jakken, der hørte til«. »De nye, mørkeblå pumps med lav hæl ville være fede til, men hvad skulle hun have på under jakken?«. Ja gode råd er dyre med lidt dækket direkte tale midt i teksten, når du sådan er en livsglad, 40-årig svensk kriminalinspektør fra Göteborg og skal til swingende London for første gang. Kompenserende kattekilling Hvad skal Irene Huus, good looking, høj, blond og atletisk med sort bælte i kampsport, gift med en rar og rørig kokkemand og mor til smukke tvillingesøstre, som går hver sin retning på de sidste trin mellem teenager og tyve, ellers pakke ned i kufferten og huske at købe billigt med hjem fra lufthavnens taxfreebutik? Og ak og ve, lige før afrejse har familiehunden bidt naboens kat ihjel, og hvor får du en kompenserende kattekilling sådan med et miav og lyserød tunge her og nu? Gruppesex og blodsuppe Spøg til side, men læseren må selv finde ud af, hvad Irene tog under jakken, da hun skulle møde den charmerende mørklødede inspektør Glen Thomsen fra New Scotland Yard. Her i Helene Turstens fjerde krimi om den sympatiske kvindestrømer fra Sveriges næststørste by. Smittende og minsandten med en egen slentrende og småsludrende charme, som strømmer igennem en fæl historie, der begynder med, at et præstepar og deres søn på skift bliver skudt til rød mascara med et kraftigt jagtgevær. Muligvis af satanister og muligvis med rødder til præsters jagt på disse dyrkere af den hornede gud, gruppesex og blodsuppe fra diverse dyr. Hygge med uhygge Sporet fører til England og en sidste søster i en skæbneramt slægt. Her er vi ikke kun på indkøb og til middag med mere, nej Irene får også nedlagt et par gangstere, som ikke vil hende det godt! Plus at andre skumle affærer møder vor heltinde fjernt fra sine kære kolleger på stationen, hvor den ældste står for at skulle pensioneres og mangler en lille frue at dyrke roser med i sit otium, og se om ikke Irene finder en mulig kandidat til lidt seniorkæresteri over i det engelske! Javist er der en svensk nøgle til hver en møtrik. Som strejfet med fede streger - vi er milevidt fra den del af Sverige, hvor Henning Mankell og andre alvorlige krimifolk bekymrer sig på alverdens vegne, ve og vel. Thi Tursten skriver for at hygge med uhygge. Det gør hun håndværksmæssigt okay på sin facon, plot og politiarbejdet er i orden. Alt er lige så hårdkogt som korv med mos, et glas rødvin fra 'Systembolaget', en kop Gevalia-kaffe og et lille glas punch til at skylle alt det dejlige ned med fra det Sverige, vi danskere aldrig helt kan lade være med at elske. På en eller anden måde, også hos Tursten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her