Dyrerigets historie er lige så spændende og uforudsigelig som menneskenes. Og det er ikke alt sammen gået efter Darwins regnestok. Det kan en anden rejsende englænder berette om. Fra Kipling ved vi bl.a., hvordan elefanten fik sin snabel eller leoparden alle sine pletter. Det er ganske vist. Evolutionen må justeres Nu drager Nils Hartmann fra Næstved videre ad sporet. Han er rejst til Burma, selv om man ikke må, og der har han fundet endnu flere løse ender til dyrenes historie, så det vist snart er på tide at justere ved evolutionen. Hvorfor er gærdesmutten f.eks. så lillebitte? Det ved vi nu. Ligeledes hvorfor haren mimrer, uglen flyver om natten, og hvorfor krokodillen ingen tunge har. Det er alt sammen både nyt og nyttigt. Og ganske vist. Manglende dyreeventyr Nils Hartmann sætter sig ved 'den grå Moulmein pagode', og inden dagen er omme, har han mødt Irene Than Pe, der fortæller historier (og har været enke, siden hun var 13 år!). Hun giver danskeren alle de manglende eventyr om dyrenes udvikling og dominerende karaktertræk, og dem genfortæller han trofast i 'Hvordan fuglene blev venner', og naturligvis er det Dorte Karrebæk, der tegner til. Venlighed i spraglet indpakning Hvad nu hvis? Der er en høj kvote af skæbne og tilfældighed i eventyrlighedens evolution. Hvad nu hvis »Den-store-sløve-farvestrålende-kæmpefugl« ikke var nået frem på syvendedagen dén eftermiddag, hvor dragen kom op af vandet for at æde løven, som havde tabt et væddemål? Så var gærdesmutten aldrig blevet en del af ornitologers paratviden. Hvor var krybdyrforskningen henne, hvis krokodillen havde været lidt mere snu? Kaninen har lange ører. Hvorfor har den det? Her er ti venlige historier i spraglet indpakning. Dorte Karrebæk er ikke til at rokke, når det handler om fremmede landes skikke og folklore. Hun kan selv. Hun er selv folklore. Så derfor er det egentlig kun fuglene, der serveres med lange halse i fjernøstligt tilsnit. Resten er ren Karrebæk. I øvrigt var Kipling aldrig selv i Mandalay. Det er også ganske vist.