Det går ikke for godt i Afghanistan. Deborah Ellis (fra Canada) fik et litterært pletskud, da hun skrev om drengepigen Parvana fra Kabul. 'Den usynlige pige' udkom kort før 11. september. Den er ude på dansk og over det meste af verden. Bogen blev fulgt op af 'Parvanas rejse', og med tredje bind, 'Byen af ler', er serien nu foreløbig overtaget af den stridbare overlever Shauzia, der kæmper med sine dæmoner og for sit liv i én af Pakistans overfyldte flygtningelejre. De to veninder har aftalt at mødes om tyve år på toppen af Eiffeltårnet. Undertrykte kvinder I Deborah Ellis' bøger er Taleban stadig ved magten. Flygtningene lever under forfærdelige forhold, og kvindeundertrykkelsen er de overhovedet ikke sluppet af med. Under de forhold forsøger Shauzia at komme noget tidligere ud til havet og videre til Frankrig. Hun tager til den store myretueby Peshawar og søger arbejde igen som dreng. Nærvær og engagement Bogen giver en række rystende, groteske og menneskevarme indtryk fra en tilværelse på kanten af afgrunden. Pigen bliver ribbet for alt, og hun bliver senere 'adopteret' af et hvidt bistandspar med urealistiske hensigter. Igen er Shauzia for stridbar. Det er også hendes styrke. 'Byen af ler' er medrivende fortalt og overordentlig interessant. Historien er skåret over en international læst og er uden kanter. Men hvad den savner i lidenskab, kommer rigeligt ind igen i form af nærvær og engagement i det plagede land (og landskab). Dog burde forfatteren oppe sig og føre handlingen nærmere nu. Ved bogens slutning sniger Shauzia sig ind i Afghanistan igen sammen med andre kvinder som medhjælpende sygepasserlærling. Før de tager af sted, ser de et billede i avisen af et højt hus, som er i brand. Deborah Ellis' serie fortjener at blive læst, fordi den fortæller om Afghanistans tragedie og fundamentalismens svøbe. Så godt som det nu er muligt.