Den ungarske nobelpristager Imre Kertész' seneste bog på dansk hedder 'Likvidation', et ord, der kan bruges om både henrettelser og firmanedlæggelser. Der er et skrantende firma i bogen, et forlag, hvor hovedpersonen Keserü arbejder som redaktør, og der er også en slags henrettelse, idet forfatteren B. - kendt fra en anden af Kertész' bøger, 'Kaddish for et ufødt barn' - har begået selvmord. Kertész lader ham være født i Auschwitz i 1944, og B. har derfor aldrig levet, kun overlevet i et uudholdeligt rum af skyldfølelse og meningsløshed, indtil udryddelseslejrens bestemmelse til sidst rammer ham gennem hans egen frivillige handling. Mystisk manuskript Tid og sted er Ungarn i 1990'erne, i den svære postkommunistiske omstillingsfase. Mere og mere af B.'s historie kommer frem gennem Keserüs gisninger og samtaler med andre, der har stået B. nær - og det viser sig, at de alle er knyttet sammen ikke bare af en fælles historie, men også af et mærkeligt manuskript, et skuespil med titlen 'Likvidation', som B. har efterladt sig. Skuespillets personer er netop disse mennesker i B.'s omgangskreds, og replikkerne foregriber deres reaktioner på B.'s død. Dunkel symbiose Keserü føler sig desuden sikker på, at B. har efterladt sig et romanmanuskript, og jagten på dette manuskript er et hovedmotiv i handlingen. Måske er romanen 'Likvidation' med det indfældede og brudstykkevis citerede skuespil med samme navn ligefrem identisk med B.'s forsvundne manuskript. Sådan indgår liv og litteratur i en dunkel symbiose, der naturligvis tjener til at understrege, at også livet i denne roman er en fiktion - men som desuden fremkalder en art klaustrofobisk usikkerhedsfornemmelse hos læseren: hvor er vi henne i æskesystemet, og hvem er det egentlig, der taler? Auschwitz som påskud Bogen er indiskutabelt velskrevet, dens stof er alvorligt, og egentlig burde man bare bukke og takke. Men jeg har haft det svært med den. Trods de gentagne honnørord, 'selvmord', 'jøde', 'Auschwitz', virker den konstrueret og mærkelig overgjort. Det er, som om de litterære greb, der vel er indført for at skabe nye veje til de kendte temaer, trænger temaerne helt ud af fokus. Jeg kvier mig ved at tro, at Kertész har skrevet en bog med Auschwitz som påskud i stedet for en bog om Auschwitz - men mistanken nager, og den gav sig udslag i, at jeg adskillige gange måtte lægge bogen fra mig, ikke af gru, ikke af udmattelse, for den er ikke stor, men af ren og skær desinteresse. Overraskende, men ikke på den gode måde.