0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mondænt eneboerliv

Indsigten stikker måske ikke dybt i Karin Michaëlis' kvinderoman om 'Den farlige alder' fra 1910. Men læs den alligevel - og gys!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Karin Michaëlis. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en blandet oplevelse at læse Karin Michaëlis' roman 'Den farlige Alder' fra 1910.

Den er fortalt i brev- og dagbogsform af en velhavende kvinde, der af angst for den tilstundende overgangsalder - og det forventelige deraf følgende drastiske fald i hendes værdi på flirtemarkedet - flytter fra sin forbløffede, 'retsindige' ægtemand ud på en ø, hvor hendes platoniske tilbeder, arkitekten, har tegnet og bygget en smuk, personlig villa til hende. (Om børn er der ikke tale).

Perverst kvindesyn
Samme arkitekt og en gryende farlig lidenskab var en af grundene til, at hun tog flugten fra det mondæne liv på Gammeltorv i København. Han er nemlig hele otte år yngre end hun, og hun vil ikke risikere at blive forladt, når hun bliver for gammel til ham.

Kvindens alder i relation til hendes markedsværdi (og der er ikke andre værdier, er det nedslående budskab) er omdrejningspunktet i bogen. Den overdriver nok ( please!):

De velforsørgede borgerskabskvinder i 'Den farlige Alder' synes at være særligt spolerede af et perverst kvindesyn, kolporteret især af 'Kvindelæger', der naturligvis er mænd. (Det er så selvfølgeligt, at det er usagt).

Kvinder læser ikke bøger
Men uanset fortællerens overspændthed priser man sig som kvindelig læser lykkelig over, at tiderne trods alt har ændret sig. Hvilken kvinde er nu til dags for eksempel invalideret en uge hver måned? Hvilken kvinde vil bogstavelig talt hellere dø end få fjernet noget af underlivet, fordi hun efter det vil være 'ubrugelig'?

Og hvilken kvinde mener, at hun ikke er kvinde mere efter overgangsalderen - og ikke mindst: hvilken mand? (Hvis du findes, så kom op af jordhulen og få et dragt prygl!).

Og endelig: hvilken kvinde er blottet for uddannelse og mulighed for at forsørge sig selv? Vor fortæller har som ung charmeret sig til sine rentepenge, og hun kunne, sin intelligens til trods, ikke drømme om at læse en bog, selv om hun sidder ensom i sin villa måned efter måned og lægger kabaler....

Mangel på mandlig opmærksomhed
Brevene og dagbogsoptegnelserne er fra fortællerstemmens første måneder i huset, hvortil hun også har fæstet »to Kvindemennesker, med hvem jeg kun har Kønnet tilfælles«, Torp til køkkenet og Jeanne til stue og kammer. Med den sidste får hun en form for intimitet, som i en moderne fantasi måske vil kunne udvikle sig i erotisk retning. Den konsekvens drager forfatteren imidlertid ikke, og det er en styrke ved bogen, at den er så åben her.

Den første lever sit eget enfoldige liv, skaber på traditionel kvindevis romantik og varme og mad; hun ligger i med de få tilgængelige mandfolk og ender med at gifte sig med gartneren, hvis uskønne maskulinitet forstyrrer husets frue.

For jo længere hun bor alene i huset, jo mere overspændt bliver hun af mangel på mandlig opmærksomhed. Den opmærksomhed, hun ellers er flygtet fra. Men det var kun på skrømt og i sidste ende et overdrevet koketteri, går det efterhånden op for hende.

Ud over at være en personlig fiasko er Elsies løsning totalt uholdbar - skulle alle kvinder over fyrre flytte til øde øer? Så langt tænker fortælleren ikke: med enkelte klædelige, om end polemiske undtagelser i brevene ser hun ikke ud over sin egen næsetip. Og derfor bliver hun bare et lidt mere excentrisk udtryk for sit fængsel end et oprør imod det.

Ikke kanonværdig
Læserens første reaktion er irritation over fortællerens narcissisme, enstrengethed og seriøse optagethed af sit udseende. Siden går irritationen over i medfølelse - dette udseende er jo hendes eneste livsindhold - og historisk nysgerrighed: var det virkelig, hvad tiden gjorde ved kvinderne? (Hertil kommer også en vis gysende vantro over omfanget af overgangsalderens katastrofe).

Læserens tredje reaktion er nyfigenhed og spænding, da mændene entrer scenen igen. Her falder fortællerens (ikke forfatterens!) kunstige konstruktion fra hinanden, og det er hendes nederlag, men fortællingens redning.

Elsie er med nutidens øjne 'en dum gås', og er det samfundets skyld? Til dels. Hvorvidt hendes tragedie er selvforskyldt, og hvorvidt den kan gribe os nu, er tvivlsomt. Er 'Den farlige Alder' et litterært og mentalt tidsbillede og forståelig skandalesucces: ja. Lærerig læsning: ja! Litterær kanon: umiddelbart på en skala fra tvivlsom til no way! Dertil er den for meget alternativ triviallitteratur.

Men en kvindes tragedie er det. Og det er immervæk en bedrift, at 'Den farlige Alder' næsten 100 år efter sin udgivelse stadig virker som en advarsel om, at seksualitet og menneskeværd er en kompliceret kombination.