I 1999 udsendte Christa Wolf et bind taler, essays og fortællinger under titlen 'Hierzulande, Andernorts' (Her til lands, andetsteds). Ti år efter Murens fald og DDR's sammenbrud erklærede Wolf sorgarbejdet for overstået. Tilbage af den stat, som hun selv var med til at bygge op efter krigen, var kun »noget der ligner en fantomsmerte«. Rejse gennem underverdenen Det er denne fantomsmerte, som udarter i form af en længe fortrængt blindtarmsbetændelse i den lille roman 'I live' (Leibhaftig, 2002), hvor Wolf - delvist selvbiografisk - fortæller historien om en midaldrende kvindes fysiske sammenbrud og rejse gennem underverdenen (den græske mytologi udgør en vigtig klangbund for bogen) og sin egen fortid på et hospital i Østberlin i sommeren 1989. Mangelsamfundet DDR er diskret til stede i form af hospitalets plastikhandsker, der ustandseligt går i stykker. 'Ideologisk desorientering' 'I live' knytter an til et af forfatterskabets hovedværker, 'Nachdenken über Christa T.' (Eftertanker om Christa T.) fra 1968, som for alvor bragte Wolf på kant med DDR-censuren, som mente, at bogen rummede »fare for ideologisk desorientering« og derfor kun tillod et oplag på 800 eksemplarer. Ligesom i 'Christa T.' er den sygdomsnedbrudte krop i 'I live' et spejl for uforløste konflikter: »Den årtier lange inkubationstid er forbi, nu bryder helbredelsen ud som svær sygdom«. I 'Christa T.' førte sygdommen til hovedpersonens død, mens den i 'I live' slipper sit tag sammen med de sidste illusioner om det hendøende DDR. »Hvorfor er Deres immunsystem brudt sammen?«, spørger overlægen inkvisitorisk den navnløse fortæller de øjeblikke, hvor hun vender tilbage fra helvedesscenerne i det Hades, feberen fører hende ned i. Sygdomsforløbet er ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse. Hendes svar lyder: »Den, der ikke skærer dybt nok i sit eget kød, ikke vover at skære, skaffer sig et påskud for, at en anden må gøre det for ham, hr. professor«. Sjæl i forrådnelse Men 'I live' er mere end et stærkt indlevet, sjælesygt selvopgør; ligesom fortælleren neutraliserer sin smerte ved at skifte mellem at sige 'jeg' og 'hun' om sig selv, har romanen et andet tyngdepunkt i ungdomsvennen Urbans pludselige forsvinden, kort før hun bliver indlagt. Her er forfatterens teknik den samme som i Thomas Manns fortælling 'En svær stund', som »vi tre, du, Urban og jeg« læste på universitetet: »en forfatter beskriver en anden forfatters krise, en kamuflage, hvormed han halvt skjuler, halvt afslører sin egen krise. Svær at læse. Dobbeltbundet«. En karakteristik som meget præcist rammer Wolfs egen fortælling. Urban er ærgerrig, men talentløs som forfatter. Han bliver i stedet systemets mand og klatrer helt til tops, mens venskaber forrådes, og sjælen rådner op for »vores fælles sag«, indtil den dag systemet beslutter, at en anden skal overtage hans institut, og han forsvinder ud af denne verden. Vældigt forspil For denne læser ligger romanens diskrete styrke snarere i fortællerens erindringer om de gensidige svigt og forræderiet i det livslange forhold til Urban end i de betændte febersyner fra underverdenen fra antikken til i dag. Det er værd at berømme forlaget Athene for, at en af de største og mest kontroversielle forfattere fra det tidligere DDR atter kommer i dansk cirkulation (Gyldendal gik tilsyneladende død efter romanen 'Sommerstykke', da. 1990), om end det sker med en litterært set krævende sag til de sjæle, der med fortællingens egne ord »ikke lever mere, men heller ikke er helt døde«. Samtidig er der tale om et vældigt forspil: Athene lover således, at Christa Wolfs seneste værk, det store selvbiografiske værk 'Ein Tag im Jahr' (En dag om året), hvori hun beskriver sin dag 27. september hvert eneste år fra 1960 til 2000, udkommer på dansk næste år i Henning Vangsgaards sikre oversættelse. Det kan man kun glæde sig til!