Mens vor egen tv-serie 'Ørnen' floskuløst bruger Island som en art autentisk frilandsmuseum for barndommens rige med oprindelighedens vasketøj blafrende banalt i vinden, er der anderledes vingesus og ørneflugt over ønationens egen kultur i disse år. Islands kunstnere skildrer netop ikke deres kultur som en slags Søren Ryge-land med frænder og fæ i en stilstand af bondeidyl i stormasket og hjemmestrikket sweater, nej snarere som et land, der er socialt og psykologisk mærket af, at indbyggerne i den ene del af året bor som dværge i en sort skakt og i den anden som fluer i naturens store neonrør. Fornem litteraturpris Det særlige vejrlig med lys og mørke, den agrare nøjsomhed og den monumentale geografi skaber traumatiske mennesker med vold og druk ude på tærsklen til moderniteten, som både lokker og kvæster. I film og litteratur og nu med Arnaldur Indridason også inden for nordiske krimier. To gange i rap har denne 40-årige islandske forfatter fået Nordens fornemmeste krimipris, Glasnøglen. Første gang for 'Nordmosen' og så med 'Tavs som graven', der nu udkommer på dansk. Infam psykopat Vi er atter sammen med de tre yderst forskellige strømere fra debutromanen, mutte og melankolske Erlendur, den postmoderne og mondæne Sigurdur og så den kække og meget menneskelige Elinborg, som sørger for det kvindelige antræk i denne yderst maskuline hird. Der er blevet fundet et lig i et tidligere sommerhuskvarter, som nu er blevet en del af verdens største mindste hovedstad, charmerende Reykjavik. Men alt er langtfra charme, denne storby kan som andre larme af et hæsligt narkomiljø, kriminalitet gradbøjet i flere kasus og med tabere, som aldrig sejler med i velstandens trawlere ude på havet. En af disse er Eva, Erlendurs datter, som er på stoffer og bliver fundet højgravid og næsten død af sin far. Samtidig begynder arkæologen Skarphedin at udgrave skelettet i sommerhusgrunden. Liget har ligget i jorden i mere end 50 år, og historien går tilbage til Anden Verdenskrig, dengang Island blev besat af englænderne, siden af amerikanerne. Og uden at røbe for meget er ligets fortid romanens gådefulde intrige om en infam voldsmand og psykopat med rødder i en trøstesløs barndom med blodskam ude på højsletten. Lig i skabet Arnaldur Indridason skriver knapt og økonomisk, og det er næppe en kliché, at han ganske net rammer den lakoniske stærke og suggestive stil fra de islandske sagaer. Samtidig er han tematisk tæt i tonen på svenskerne i almindelighed, Henning Mankell i særdeleshed. Humor er en udslukt vulkan, og munterheden springer just ikke op fra siderne. Det er helt i orden, og Indridasons originalitet ligger selvsikkert i sprogets elegante og retarderende iscenesættelse af historien. Her er endog lidt magisk realisme, men også mindre politimæssig opklaring, gådens (op)løsning kommer de implicerede sådan set selv med. 'Tavs som graven' er imidlertid spændende med sit voldsomme signalement af en nation, hvor stort set alle går rundt med lig i skabet og lider af en grusom skæbne med 's' som i saga. Der skal ikke herske tvivl i denne anmeldelse, 'Tavs som graven' er klart at anbefale, faktisk også til de snerpede læsere, som ellers siger nej tak til en krimi.