Alle har en stamtavle. Nogle har flere. Dette gælder især i hundekredse. Oscar K. er sådan én. Altså en hund med en broget oprindelse af rundkørsler og krogen foran bageren. Det fremgår tydeligt af familieopstillingen, som Dorte Karrebæk venligst har tegnet. Her står både nær og fjern. Men ikke fødselsdagsbarnet selv. Oscar K. er låst inde i skabet uden den mundharmonika, han fik i gave. Kødbenene ligger endnu med sløjfe om på fødselsdagsbordet. Beslægtede (hunde)sjæle Tegneren Dorte Karrebæk og Ole Dalsgaards hund Oscar K. har tidligere arbejdet sammen. De forstår hinanden. Bogen om 'Min familie' er et hjertenskært samarbejde mellem to beslægtede (hunde)sjæle, der synes, det er sjovt, at Oscar K.s bedstefar hedder Johannes og var fårehyrdehund. Farmor, der er død, var en gårdhund, som strikkede tophuer med kvast. Sådan bliver hele familien gennemgået i bogen ud fra det store billede af slægt og ikkeslægt, som indleder løjerne. Kært og klogt Det er en udgivelse, som boltrer sig netop imellem mundharmonika og kvast! På den ene side er det en fredsforstyrrer, som bringer uorden i den almindelige tankegang. På den anden side emmer opstillingen og historierne af normaldansk hygge og kaffebord. Det går hedt for sig i hundekredse, hvor hjælpsomhed og sidespring florerer side om side. Eneste barn i billedet hedder Jens. Han er opkaldt efter hunden Jens. Dorte Karrebæk har altid været god til hunde. Oscar K. er selv en hund. Sammen lunter de rundt i stuerne og siger vov. Hvor er det godt! Og kært og klogt. Men hvor gammel blev Oscar K. egentlig?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























