0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lukøje og sæbeøje

Der er stribevis af onde drømme i Neil Gaimans og Frank Millers tegneserie-nyklassikere, nu omsider på dansk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et af de ny livstegn på tidens danske tegneseriemarked er rækken af nye udgiveres entre på scenen.

Dels det internationalt produktive, men ikke videre kræsne Arboris, men ikke mindre de rent danske som Politisk Revy (Strid m.fl.), Rosinante (Werdelin), Ydun (Egoland m.fl.), Fahrenheit (Tardi m.fl.).

Et helt femte prinser sig med det flunkende navn G. Floy Studio og med nok så hjemligt klingende adresse i Himmelev ved Roskilde.

Og dét er, som før antydet her på siderne, en tiltrængt Himmelevekspres, der i imponerende tempo samler op, hvad andre har forspildt - nemlig den store skat af hidtil uoversatte nyklassikere fra 1980'ernes og 90'ernes amerikansk/engelske seriemarked.

Drømmenes dimension
I sommer udkom således tegneren Andy Kuberts iscenesættelse af kultforfatteren Neil Gaimans forbløffende 'Marvel 1602', om de moderne superheltemutationers indgriben i historiske begivenheder i den første dronning Elizabeths sidste regeringsår!

Nu er GFS-folkene allerede tilbage med Gaimans store gennembrudsværk på seriefronten, 'The Sandman', hvis første originalbind i 1988 »var noget nyt. Noget man aldrig havde set før. En tegneserie, der gik alle gængse konventioner på klingen og skabte sit helt eget sælsomme og dybt dragende univers«, som Kim Skotte skriver i forordet.

Som navnet så uskyldigt antyder, hersker Sandman over drømmenes rige eller måske rettere: dimension. I den mildt sagt kringlede fortælling fanges fyrst Morfeus i århundredets begyndelse, og først årtier senere slipper denne sorthårede og afgrundsøjede Ole Lukøje fri, og med ham drømmene og døden - som betingelser for liv.

Dynamisk nyklassiker
I det videre forløb op gennem det 20. årh. kontakter han bl.a. Nornerne alias Macbeths hekse, en ung mand i London, Merlins halvmenneske-dæmon og en del andre mutanter ved Helvedes Porte. Disse fire første episoder af værket er nemlig også stiløvelser i hver sin subgenre af gru & fantasy.

Om man bryder sig om Sam Keiths bevidst parodiske fabelfigurer, Mike Dringenbergs 'billigt' grovskraverende måde at rentegne dem på eller Robbie Buschs grelle farvelægning, er jo en smagssag.

Men dynamik kan man ikke frakende hverken sideopbygningen eller ikonografien, og hvad der gør 'Sandman' til nyklassiker - kom an, Brian, hvad blir det til med en komikskanon? - er selvfølgelig den samlede virkning af fortælling og billeder: Svimlende!

Sæbeøje er kun fornavnet på, hvad der overgår den fallerede journalist Dwight McCarthy, da han kommer i kløerne på 'En dødbringende dame' i andet bind af sort-hvid mesteren Frank Millers film noir-tegneserie om livet i Sin City:

»Al min kropsvarme sprøjter ud af mig i perfekt takt med mit hjertes banken. En af mine lunger suger luft til sig fra et hul i mit bryst, hver gang jeg løsner grebet om det. Jeg tror aldrig, jeg er blevet skudt så sønder og sammen«.

Stinkende livagtigt
Historien er den go'e gamle pulp- og krimiklassiker om sex og penge, her dog med en svært opfindsom anden akt, hvor Sam Spade-dubletten lappes sammen igen og hævner sig på furien Ava, der er så dødbringende bevidst om, at hun ikke er fejlernæret - og at enhver mand står for fald. Miller, der selv står for teksten, bliver aldrig kandidat til årets feministpris, men forfalder just heller ikke til plat smiger af stærke mænds intelligens eller moral.

Men modsat Gaiman-serien er og bliver det her grafikken, der sikrer albummet en plads på Himmeriges bibliotekshylder.

'Tegninger' er for svagt et udtryk for Millers sort-hvide, linoleumssnitagtige aftryk af tæsk, druk, bondeanger og dyrt betalt sex i persiennernes hårdt stribede slagskygger. Perfekte bilmodeller flyver over storbyens asfalt, og ingen kan tegne »blod alle vegne« så stinkende livagtigt som Miller - uden en dråbe rød farve!

Der går en lige linje i tegneseriehistorien fra Milton Caniffs 'Steve Canyon' (første stribe 1947) over Hugo Pratts 'Corto Maltese' (1967) og Munoz & Sampayos 'Alack Sinner' (1975) til Frank Millers 'Dark Knight' (1986) og 'Sin City' (1991-) som den hidtidige kulmination af mødet mellem kiosklitteraturens og plakatkunstens slagkraftige karakterforenkling, mellem vidunderligt billig smag og højforædlet vulgær- og agitpropkunst. Mellem papirfladens blændende hvide modlys og morderiske mørke.