Er der da slet ingen ende på alle de (farve)sprudlende bøger for de mindste? I de gode gamle dage kom der måske 2-3 levedygtige billedbøger om året. Nu kommer der 25. Mindst! Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensen slår til igen med 'Farmanden'. Det er to snurrige hoveder og varme hjerter, der står godt til hinanden. Hvad den ene ikke kan, det kan den anden. Og omvendt. Resultatet bliver derefter. På mandejagt Her er endnu en underfundig fortælling fra hverdagen, hvor ensomhed, sorg og regnvejr bliver pakket ind i alvor og et medvidende grin. For du og jeg, kære kiggelytter, vi ved da godt, at fædre ikke vokser nede i jorden, fremavles på 'farfarme' eller kan fiskes op ude i havet. Men det ved hverken Birger eller hans mor. Hun vil have en mand, og det skal være nu. Så når de går ind i farbutikken 'Farmanden', forventer de virkelig en ordentlig betjening. Stereotypt kvindebillede Ekspedienten giver også den bedste service. Han kører rundt til fædrelokaliteter, for at Birgers mor kan blive glad igen. Og det bliver hun også, såmænd med ekspedienten. De er lige ved at kysse hinanden til sidst, da Birger får øje på sin rigtige far uden for butik 'Farmanden'. Sådan en historie bringer det bedste frem i tegneren. Han holder masken og fortæller loyalt videre om mor og søn, der drager på safari, hvor de godt nok også ser »et par flotte eksemplarer på afstand, men de er meget sky og løber væk«. Disse 'eksemplarer' har striber på tøjet. Fiskefædrene har hat på, og hundene har det umiskendelige Cato Thau-Jensen-præg. Der er ikke mange rette vinkler og lige linjer i tegningerne; de er bløde og mest på skrå. I sarte farver og med et poetisk svæv. Han er også god til paraplyer. Skal man indvende, at mor er udtryk for et ret stereotypt kvindebillede? Det kan man vel, men det hører ligesom med til det medvidende lag i historien. For du og jeg, kære barn, vi ved jo godt, at sådan er mødre rent faktisk! Det er, fordi de vokser i en anden jordbund og har brug for mere sol i vækstperioden. Kim og Cato er konger!