0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livet som hjemløs

Juliane Preislers nye roman er en alt for lang og ørkesløs vandren rundt i udsat eksistens.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Juliane Preisler har skrevet meget om psykens dirren, om ensomhed og om mennesker, der blot passerer hinanden.

Det gør hun igen i sin nye og alenlange roman med den påtaget muntre titel 'Lyse tider'.

Men denne gang med meget mindre held end før.

Utro mand
Det begynder dramatisk. Dinna skal møde en forretningsforbindelse på Hovedbanen, men på vejen hen til hende bliver hun stukket ned af et par drenge.

Dinna og en bums på en bænk, der har set det hele, bliver afhørt af politiet, og den rystede Dinna tager hjem i stedet for på arbejde. Her finder hun sin mand i seng med en ung blondine.

Hun styrter ud ad døren. Går på bar. Godt fuld opsøger hun Hovedbanegården igen. Sætter sig ved siden af bumsen fra tidligere, der nu har et navn. Sander.

Sonja er der også, med sin traumatiske finske fortid, og Ivan med den oppustelige sexdukke i et skur og skaktræk i hovedet.

Eksistens uden mål og med
Dinna bliver en del af denne gruppe hjemløse, der sover på bænke, i en nedlagt fabrik, hvor som helst.

Nogle gange sidder de sammen på bænkene, andre gange går de alene, altid iagttagende de forbihastende normalmennesker, der med deres indkøbsposer og formål repræsenterer det liv, Dinna har valgt fra for at glide ind i en eksistensform, der er uden mål og med, holdt sammen af alkohol og meget tynde tråde til nogle mennesker, der er velfærdssamfundets brændte børn.

Fri fugl i mørke gader
Romanen krydsklipper mellem Dinna og Sander. Deres liv udgør et grumt modbillede til den »lukkede tomhed«, som Sander fornemmer i villakvarteret, hvor Dinna boede. Han føler »en slags desperation over, at så mange mennesker lukker sig inde på hver deres enemærker og sætter hegn omkring«.

Han synes, at »intet virker fælles, og alting dermed ... ensomt. Mere ensomt end andre steder i byen«. F.eks. kirken, hvor de mest langt ude-narkomaner holder til. »I det mindste er kirken deres. Fælles«.

Denne civilisationskritik er jo Sanders, men den bliver egentlig også bogens. Den nærmer sig en romantisering af alt andet end forstenet parcelhusidyl. Preisler vil gerne vise, at der findes hjælpsomhed, kejtet omsorg og ansvar i de udsattes rækker, som da Sander redder en dreng fra selvmord.

Men er også klar over, at livet som fri fugl i mørke gader ikke duer til Dinna, eller til andre, for den sags skyld, og via sine voksne børns hjælp ender Dinna også i noget andet og mere almindeligt. Måske sammen med Sander.

Mislykket eksperiment
Romanen klarer ikke at skræve over disse to positioner mellem det udsatte og det almindelige. Og man tror ikke på udgangspunktet for at sende Dinna på månedsvis rundtur i byen som alkoholiseret hjemløs posedame.

Det giver Preisler mulighed for at udforske udsat eksistens, men litterært set bliver det en ørkesløs vandren rundt, hvad enten det er med Dinna eller Sander som synsvinkel, og uanset at der er indlagt dramatiske hændelser og tragikomiske passager.

Hvad puffer mennesker ud over afgrunden? Iagttagelsen af et knivstikrøveri, opdagelsen af ens mands utroskab? Parrets størknede liv? I så fald skulle gaderne være mere fulde af hjemløse, end de allerede er.

Nu er det jo ikke sociologisk nøjagtighed, man forlanger af sådan en roman, og det er en velprøvet litterær teknik at sende folk ud der, hvor de ikke kan bunde, og se, hvad der sker.

Men i dette tilfælde er eksperimentet ikke lykkedes. Det gjorde det heller ikke for Charlotte Strandgaard, da hun i 2001 udgav sin roman 'Uden hjem' med samme emne, dog med en meget mere sentimental og overpædagogisk stemmeføring. Det er, som om dette stof forleder forfatterne til endeløse skildringer af at sidde på en bænk og fryse. Blandt andet.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce