'Plat og krone' lød titlen på Fløgstads forrige roman på dansk i 1999, hjemme i Norge belønnet med den store litterære Bragepris, og en mangfoldigt overgiven orkestrering af det tema, entropiens lov lærer os: Kaos sejrer altid over kosmos. Når alt er bragt i orden og ligevægt, er der stadig én i mente - derfor havde romanen 100 kapitler plus ét. Og derfor er plat og krone ét fedt, kun tilsyneladende modsætninger. Underliggende tungsind Men hvor dén pointe udløste vildt humør for fem år siden, ender den i den nu 60-årige Fløgstads ny roman i en egen vemod. Når vi siger, det gælder livet, gælder det jo egentlig døden, men: »i denne bog gælder det livet. Døden taber altid«. Sandt nok, såfremt orden er døden, mens kaos repræsenterer livet, den fortsatte ubalance. Men hvorfor så dét underliggende tungsind? Falsk forskning Karnevalisten Fløgstad har i hvert fald fra det rabelaiske vendt sig mod en anden satirisk romanform, knæsat af Montesquieu i 1721 med de 'Persiske breve' - hvor det hjemlige anskues med en opdigtet fremmeds skarpere blik for hverdagens absurditeter. Her rejser chileneren José Andersen til den nordlige halvkugle på sporet af den norske mineingeniør, der blev hans far og derpå forsvandt. Hjemme har han overlevet oberstkup, modstandstilløb, stikkeri og tortur, så forventningerne til Norge kan nok svare til paradis på jord. Set i sydlændingens modlys tager virkeligheden sig naturligvis adskilligt mere mørk, våd og blæsende ud, ikke mindst på Vestlandet, hvor han falder i med et hold pilsnerglade danske byggearbejdere, efter at have besøgt en chilensk landsmands datter, nu bosat i svenske Kristianstad. Først har han også skaffet sig adgang til norske arkiver ved at foregive at forske i Henrik Ibsen anledning til indædt satire over filologisk flueknepperi. Måneblegt mismod Mineingeniør Andersen har nu ikke efterladt José guld eller grønne skove, viser det sig - kun flere børn på gule plader. Men dét er godt nok også blevet lidt lige meget. Chile ligner vel også Helvede på jord mere end Norge gør, og hvad så? At José Andersen på spansk lyder som H.C. Ditto, skal ikke heller bruges til noget. Hvor vittig den end er, kommer fortællingen aldrig til at hænge sammen eller finde retning og momentum. Den humper, lige indtil sporet efter manden via Dresden ender blindt på Karlsbroen i Prag. Trods besværgelsen om, at »døden altid taber«, munder romanen ud i noget der ligner udvejsløs resignation. »Når solen går i kloster, bliver den måne«, hedder det et sted med et karakteristisk ordspil, som kunne gælde romanen selv: Kjartan Fløgstads begavede ordkunst omplantet fra solmættet frodighed til måneblegt mismod.