Det uhyggelige ved holocaust var, at den almindelige tysker kunne vende ryggen til det. Ude af øje, ude af sind. Det har forlenet tyskerne med en skyldbevidsthed, de ikke kan komme ud af. Det samme burde gælde alle os, der lukker øjnene for dyrenes lidelser i vores laboratorier og dødsfabrikker. Det mener Elizabeth Costello, en aldrende australsk forfatter og hovedperson i nobelprisvinderen Coetzees seneste roman. Mistro til fornuften 'Elizabeth Costello' er en interessant bog. Den går ud ad en essayistisk tangent i forfatterskabet, men ikke helt ud. Det essayistiske, som man kender det fra f.eks. Milan Kundera, der kun på skrømt er fiktionsforfatter, er dette at diskutere et tænksomt emne i fri stil. Men tænkning udfolder sig i fornuftens sprog, og da det blandt andet er en mistillid til fornuften, Coetzees bog demonstrerer, forbliver bogen i et limbo mellem argument og afgrund. Egne foredrag Coetzees hovedperson skrev engang tidligt i sit forfatterskab en succesrig roman, 'The House in Eccles Street', der så ægteskabet med Leopold Bloom i Joyces 'Ulysses' fra Mollys vinkel. I dag rejser hun rundt på universiteter og krydstogtskibe og holder foredrag om litteratur og dyrevelfærd. Bogen er en litterær sammenstykning af Coetzees tidligere udgivne lektioner, så man må formode, at det, Elizabeth forelæser, er Coetzees egne foredrag. Flerstemmighed Der er således flere sammenfald mellem Costello og Coetzee, ikke kun ligheden i navnet: Hun er australier (han er flyttet til Australien fra Sydafrika), hun har et stærkt skeptisk forhold til afrikansk oprindelighedstænkning (som har affødt den politiske korrekthed, som han blandt andet udfordrede i 'Vanære'), og hun er som han berygtet snarere end berømt for sit stærke følelsesmæssige engagement i dyrevelfærd. Men man skal ikke stirre sig blind på lighederne. Elizabeth er 70 år og siger, hun er blevet for gammel til ikke at sige tingene ligeud. Så det gør hun, så godt hun formår i sine foredrag og lærde diskussioner. Men Coetzee er lidt yngre (64), og hans 'roman' er fuld af stemmer, der som regel diskuterer og modstiller sig Elizabeths udsagn. På romanens niveau er intet sagt ligeud. Som Kirkegaard eller Sokrates gemmer Coetzee sig bag dialektikken, der først og fremmest skal ægge læseren til at indse problemerne. Og dernæst selv at finde en løsning, hvis den findes. Dyreholocaust Og retfærdigvis skal det siges, at Elizabeth ingenlunde er frelst. Hun tvivler udvejsløst på sine overbevisninger og trættes ved at skulle fremføre dem: »Tro er måske til syvende og sidst ikke andet end en energikilde, ligesom et batteri, som man slutter til en tanke for at få den til at køre. På samme måde som når man skriver: Man tror på alt, hvad der skal tros på, for at arbejdet kan gøres færdigt«. Elizabeths engagement i dyrevelfærd skyldes en indlevelse i alt levende. Hendes sympati anser ikke fornuft for noget interessant kriterium at skille mennesker fra dyr med. Dette at fylde en krop og have en omverden og en fornemmelse af hjemlighed og ro, eller at disse ting er fraværende i frygt og bæven, det antager hun, at alle dyr kan føle, og at vi i hvert fald kan indleve os i dem, hvis vi ikke vendte dem ryggen. Men vi lever uanfægtet med skylden. Med skylden for at have opført dødsfabrikker og leve med et generaliseret dyreholocaust. Smuldrende temaer Men efter min bedste overbevisning tager hun/han fejl. Dyrene ville ikke leve uden vores industrielle produktion af dem, og behandler vi dem blot værdigt undervejs, burde vi ikke føle nogen skyld for at skabe liv. Men hun/han mener, en del af værdigheden er, at ens liv og død, menneskers såvel som dyrs, ikke er et middel for andres. Elizabeth bliver angrebet med fornuftsargumenter fra alle sider: sin rationalistiske svigerdatter, sin jødiske kollega og sin egen søn, der prøver at udglatte. Det er alt sammen stærke sager, men som plot er denne 'taleroman' svagere end de øvrige romaner og erindringer, jeg har læst af Coetzee. I de afsluttende kapitler stiger intertekstualiteten og metabevidstheden til så højt niveau, at emnerne tekst og overbevisning og tro aldeles smuldrer. Udfordring for tålmodigheden Kafka spiller som tidligere en stor rolle (selv om Elizabeth hævder at hade ham), og sortsynet har Coetzee tilfælles med den tysk-tjekkiske mester. Næstsidste kapitel 'Porten' er således en Kafka-pastiche, hvor Elizabeth i en dødsallegori ansøger om at komme igennem en port og for at slippe igennem (ud af fortællingen) skal udfylde en overbevisende erklæring til portvagten om sin tro. Romanen er rystende læsning, hvis man forsøger at gå med Coetzee. Og det er en intellektuel fornøjelse at fortabe sig i de litterære billeders tænkning af store religiøse begreber som skyld, frelse, død og skabelse. Alene hans stramme beherskelse af prosaen, som kun understøttes i den kongeniale danske oversættelse, er hans Nobelpris værd. Men det er en udfordring for tålmodigheden, når hvert udsagn følges af en opløsning, en syrlig opgivelse, en modløshed. Bogen anbefales kun vågne læsere, der har mod på denne udfordring. Så er den en stærkt bekymrende læsning med en kerne af et evigt undslippende håb om, at livet i modsætning til døden i det mindste er værd at tro på.