Gab, tænker anmelderen efter de første cirka 30 sider af den højt estimerede hollandske forfatter Harry Mulischs roman 'Proceduren'. Et anstrengt lærd univers a la 1980'ernes fetichistiske omgang med naturvidenskabelige landvindinger, mystik og sprogteori iklædt historisk eksotiske gevandter og solgt under den tilforladelige varebetegnelse roman. En gang rebuslæsning for universitetsfolk med syg humor og masser af tid til at slå forfatterens forståelse af kabbalistikken efter. Selvhøjtidelig og ærekær Men så, men så, men så åbnes fortællingen, kramperiet løsner sig, og den syge humor smitter. Harry Mulisch (f. 1927) - der efter sigende selv kandiderer til nobelprisen med jævne mellemrum - er kravlet ind i knolden på en selvhøjtidelig og ærekær forsker i mikrobiologi: Victor Werker, hvis tilværelse cirkler om den mulige opringning fra Nobelpriskomiteen. Kærlighedskrise Svævende mellem storhedsvanvid og absolut mindreværd skriver han sig gennem sit livs kærlighedskrise. Alt imens hans forskning i skabelsens forudsætninger åbenbares for den mere og mere vågne læser. Bør man vække dødt ler til live, sådan som forhistoriens rabbiner gjorde i 1500-tallets Prag? Begår videnskabsmanden hybris, når han roder ved de mest elementære grundregler for skabelsesprocessen? Og kan en mand tillade sig at forlade barselsstuen, når hans kæreste er ved at føde deres døde barn? Legende eksistentielt Gode spørgsmål til etisk råd, eminente afsæt for tankebrud på højt litterært niveau. For hvilken videnskab, hvilket mytologisk univers og hvilket bibliotek af forfattere kan man ikke ty til i besvarelsen? Harry Mulisch stopfodrer med andre ord sin hovedperson med viden og visdom, allusioner og citater fra den fælleseuropæiske ursuppe. Om Victor Werker så vitterlig bliver klogere på livet og kærligheden er desværre en anden og mere tvivlsom sag. 'Proceduren' bevæger sig absolut inden for underholdningsgenren (jeg havde helt glemt krimiplottet!), men efterlader læseren med den behagelige følelse af, at underholderen har gjort sig ekstremt umage med at kvalificere underholdningen. De eksistentielle spørgsmål leges frem, artikuleres elegant - til tider endda yderst bevægende. Blot må man undre sig over, at denne meget last millennium-agtige sag fra 1999 ikke er blevet oversat noget før.