Mange tror, at julenat er ånd, men Jesusbarnets fødsel er i virkeligheden et resultat af grundig planlægning og stort overblik. Guds logistiske mesterværk. Vel det største siden Babelstårnet og Det Røde Hav. Tænk bare på timingen! Blå strømper Ind fra øst kommer tre konger ridende. Oppe nordfra skrumpler Josef og hans familie af sted. Hyrderne vogter videnom ude på marken. Og ned fra luften daler en lille engel med blå strømper. Finder de mon sammen ved krybbens fod? Eller går de fejl af hinanden? Englemobning Lone Vindum Jacobsen fortæller i 'Englen med de blå strømper' om julenat set fra kontrolrummet. Helga hedder det lille væsen, der er så aparte påklædt. De andre engle vil ikke have hende med ned til Jorden for at sprede englestøv. I hvert fald ikke før hun har lært at strikke sig et par strømper, der er hvide. Gentlemanen Gud Gud derimod har store planer med Helga. Hun er hans sidste brik i puslespillet. Hun skal hviske herbergskonen i øret, at Josef og Maria skal sove ude i stalden. Den plads havde herbergsfolkene ellers tiltænkt sig selv. Nu går det, som det gik, og efter den nat får Helga aldrig mere lov at flyve alene. Gud er god og gentleman. Han har altid sit lommetørklæde parat til en grædende engel. Og han ved, hvad der er sket, og hvad der skal ske. De blå strømper er den afgørende brik. De farver himlen, selv om det er nat, og det er i virkeligheden på grund af Helga, at vi snart kan synge 'Dejlig er den himmel blå'. Farmors fortælling Lone Vindum Jacobsen har skrevet en fortryllende historie over et kendt tema, og Bodil Molich tegner så kyndigt og varmhjertet dertil. Engle bringer altid det bedste op i en tegner. Især en henrivende én som Helga. Selma Lagerlöf er julen! I år er det hundrede år siden, hun skrev 'Den hellige nat', der fortæller om, hvorledes den hårdhjertede hyrde falder på knæ og priser Gud, mens hærskarer af engle myldrer om klippehulen, hvor en mand og en kvinde og et lille barn har søgt ly. Og det er ganske vist. For sådan fortalte Selma Lagerlöfs farmor historien, dengang de to ikke måtte komme med til kirke, fordi den ene var for gammel og den anden for ung. Historien indrammes af erindringen om den farmor, der har betydet så meget for forfatterskabet. Medvidende smil Ilon Wikland har illustreret 'Den hellige nat'. Hun er Sverige, som vi ved fra alle Astrid Lindgren-bøgerne. Hun kan tegne køkkenkrogen med bænk og strikketøj, og hun kan tegne det ubegribelige i elgens og eventyrets land. Dér hvor tro og standhaftighed tæmmer de vilde hunde, fårenes brægen og ildens kraft. Det er en meget, meget smuk historie, som Ilon Wikland forløser i et medvidende smil. Med disse to billedbøger kan julen ikke gå galt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























