Den spanske forfatter, fritænker og Kierkegaard-kender Miguel de Unamuno (1864-1936) er ikke mindst kendt for sin roman 'Tåge' fra 1914, der hidtil ikke har været oversat til dansk. Men nu har Rigmor Kappel Schmidt rådet bod på savnet og til overflod forsynet romanen med noter og et efterord, der sætter Unamuno ind i hans rette sammenhæng. Fra roman til rimon Ifølge Unamuno selv er romanen imidlertid ikke en roman (på spansk novela), men en nivola, hvilket på spansk lyder næsten ligesom niebla, der betyder tåge og altså er det samme som romanens titel. Oversætteren har måttet give køb på denne tredelte underfundighed, meddeler hun samvittighedsfuldt i efterordet, og i stedet udstyrer hun den danske oversættelse med genrebetegnelsen 'rimon' i stedet for 'roman'. Bogen er en slags kærlighedshistorie, men den er godt nok mere rimontisk end romantisk. Kærlighedens forviklinger Hvis læseren allerede har mærket den særlige karbolske duft af filosofisk prosa, er det helt rigtigt. Unamuno skriver sit såre menneskelige plot igennem med en så nærmest umenneskelig, pokerfjæsagtig nøgternhed, at resultatet bliver grinagtigt og umiddelbart smittende i al sin middelbare velovervejenhed. Hovedpersonen hedder Augusto. Han er en ung mand med formue, der forelsker sig i en ung kvinde, som må give undervisning i klaverspil for at tjene til dagen og vejen og slippe ud af en gæld. Eugenia, som hun hedder, har imidlertid en forlovet, døgenigten Mauricio, og fordi han eksisterer, forelsker Augusto sig supplerende i vaskepigen Rosario, og så - nå ja, kærlighedens forviklinger er mangelunde, og efter adskillige ædle og uædle kærlighedshandlinger fra alle sider er Augusto omsider nået til tilværelsens grænse: To be or not to be. Skal han begå selvmord eller ej? Kierkegaard spøger Han opsøger forfatteren Unamuno, som har skrevet nogle begavede essays om eksistensproblemer, for at bede om et godt råd, og forfatteren siger, at Augusto godt kan glemme alt om sin egen eksistens, for Augusto er en fiktiv person, som Unamuno selv har opfundet. Hvortil Augusto svarer, at ævbæv, det kan Unamuno selv være. Det er faktisk ret morsomt, og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre i en rimon og ikke i en roman. Hvad det ender med, og hvordan rimonens æstetik undervejs bliver vendt og drejet og overvejet, det må læseren allergunstigst selv finde ud af. Jeg vil nøjes med at konstatere, at sammenstødet mellem den tåge, som menneskelivets drifter og begrebsmæssige uklarheder uvægerligt lægger over den klare kontemplation, og den tilstræbt gennemsigtige stil, som oversætteren endda har understreget med sine rigelige fodnoter (ellers en uskik i litterære oversættelser, men ikke her!), er en genistreg, der foregriber adskillig litteraturteoretisk tænkning senere i det tyvende århundrede. Og at Kierkegaards forførerskikkelse rumsterer parodisk i en krog af den uheldige Augustos personlighed, det burde kun være et incitament mere for danske læsere.