En lille udsøgt sag? Eller godt og vel utålelig? Hollandske P.F. Thoméses karavane af korttekster fra sorgens udørk, 'Skyggebarn', får én til at udbygge de vanlige syv sind med et par stykker til. Skærende sorg For i grunden føler man sig ganske hårdhjertet, hvis man ikke øjeblikkeligt kan sympatifælde en tåre eller ti med denne refleksive forfatter, der søger at indfange sin spæde og nys afdøde datter i den skæreste prosa. Mellem få, men velvalgte ord, der så gerne vil holde hende fast i de levendes rækker. Tidens ubønhørlige gang »Hver dag driver vi længere bort fra hende, hvert skridt, vi tager, et skridt væk«. »At leve videre betyder større og større afstand til hende«. »Vi stemmer imod dagene, men dagene ænser os ikke«, som han skriver på stadigt nye måder. Uerkendt bog Opfyldt af drømme og forventninger a la »de smukkeste liv lå klar. Jeg havde selv lagt dem frem i håbet om, at de ville passe dig senere«, der nu støder ind i tomme vægge uden hende. Det strålende midtpunkt, der ved sin blotte eksistens fjernede det retningsløse i forfatterens liv - og samliv at dømme efter dets markante fravær teksterne igennem. Og præcis hér bliver det med tiden svært at sluge ordene hele og halve for denne anmelder, der svært kan øjne det sympatiske i at sætte børn i verden, fordi man savner en fast forankret knage at slænge sine drømme hen over. Endsige det gavnlige i at skrive en hel uerkendt bog om det, der står tilbage som et absolut velartikuleret, men halvskingert råb om verdens samlede billigelse.