Med 'Pygmæernes skov' slutter Isabel Allende sin eventyrlige serie om to børn, der først får stillet eventyrlysten på tre kontinenter, inden de får øjnene op for hinanden og en helt anden lyst. Alexander og Nadia har været i Amazonas og på verdens tag. Nu er de på vej ind i mørkets afrikanske hjerte, hvor Kurtz hedder Kosongo. Forbeholden fantasi Måske har forfatteren lyttet til nogle af de forbeholdne anmeldelser af de to første bind. De har især hæftet sig ved et halvhjertet engagement og forbehold over for at give sig hen til fantasiens frie fald. I hvert fald er 'Pygmæernes skov' både regulært spændende og ikke særlig doserende. Manglende magi Magien er stort set borte - lidt magi er der jo altid i Afrika! - og her bor også alle de små og store dyr, som tænder forfatterens entusiasme mere end den bovlamme kreds af hvide og sorte, store og små, som i sidste ende redder en underkuet landsby fra indtil flere tyranner, krokodiller, frygt og bæven. De efterlader en luvslidt missionær fra Galicien derude i bushen. Diffus målgruppe Isabel Allendes serie når aldrig helt ned i børnehøjde. Det virker, som om forfatteren ikke rigtigt kan gøre op med sig selv, hvem hun egentlig skriver for. Hun fortæller (godt) med to eventyrtunger. Og nu er det hele slut. Nadia bliver student i sort og kropsnær kjole i New York, og bagefter skal hun over til Berkeley, hvor Alexander er lige ved at blive læge. Senere skal de sikkert have nogle børn.
Halvhjertet Allende
Lyt til artiklen
