Det dybrøde omslag på 'Tændstikhoveder' med undertitlen 'Natbog. Poesi' har et uskarpt foto af to halvt bortvendte katte på et flisegulv, taget af forfatteren, Per Aage Brandt (født 1944). Og det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse, at han må være kattemand, uden at jeg lige tør forklare hvorfor. Erotiske digte Per Aage Brandt, professor, frankofon dr. phil., semiotiker og medgrundlægger af Forfatterskolen i København, er en undersøgende mand. Også i 'Tændstikhoveder' undersøger han ordene og tingene og forholdet mellem dem. Af og til går naturen over optugtelsen og så undersøger han forholdet mellem kønnene. Derfor er hans erotiske digte blandt hans bedste - og efter min mening blandt de bedste i genren. Strubelyde Dette fra 'Tændstikhoveder' er ret så eksplicit: »Her sank hendes hoved til bæltehøjde/ og indledte en ejendommelig vuggen/ ledsaget af ubetydelige strubelyde som svar/ på andre strubelyde og en oktav senere/ blev mælkegrå en lykkegrå dags farve«. Kærlighedens sprog Men det eksplicitte - eller det at kommoden angiveligt ryster af kærlighedserklæringens sproglige sandhedsværdi - forhindrer ikke blufærdigheden i samme erklæring, når den f.eks. camoufleres som en undersøgelse af sproghandlings afsenderinstans »der bør være i ental og helst i live, helst også ved/ bevidsthed, når den eksempelvis erklærer, at den elsker dig og har i sinde at blive ved med det indtil videre, hvad der end måtte ske«. Eksempelvis. I Brandts optik er det kærligheden, der har skabt sproget ved at »fantasere mod bedre vidende«. Kulturkamp Det imponerer mig altid lidt ekstra, når en kunstner slipper godt fra nærkontakt med klicheerne. En fuldstændig indsovset scene, lige til en film eller reklame, overrumpler os, bare fordi digteren har byttet lidt om på den vante rækkefølge: »Jeg elsker dig og jeg længes meget efter dig/ og jeg sidder her under himlen og derfor/ er jeg et levende spøgelse og det er nat og/ derfor er synerne i sortheden budbringere/ og stjernestrøelsen er klar tekst sendt/ fra et fjernt sted et åndedræt borte«. Ofte er humoren mærkbar, fin og alvorlig og benny andersensk kåd; den kan dog også blive for tyndt pjattende, f. eks. i »jeg ved jeg sagtens ville kunne kunne,/ hvad jeg ikke kan,/ hvis bare jeg kunne«. Men der er også indignation på vegne af de globalt snydte og ironi over for magten og det politiske liv. Helt herlig er hans mening om den lokale kulturkamp, som det kan blive endnu sværere at tage alvorligt efter dette: »Hvis I tror jeg sidder her og dichhhhhhter/ bare for at høyne kulturkampfen som at vor/ regjering har dekreteret da forandr venligst/ eders anskuelse og fat at machten simpfelthen/ er ganske utaalelig for en schriftstellende person (...)«. Den dekreterede kulturkamp er som ethvert andet tvivlsomt dekret noget »hvormed især rotter fordres kan«. Nossernes skrivetrang Brandts selvfølgelige sprogekvilibrisme kan være legesyg på grænsen til det selvfede, men den udarter netop ikke til cirkus, fordi den tæmmes smukt (og man fristes til at sige modent) i 'Tændstikhoveder'. For eksempel i en nøgternt gribende beskrivelse af et hospitalsbesøg. Digtet er for langt til at blive citeret, men det har vist det hele med, både buketterne, skæbnerne, elevatorerne, kaffen og håbet. Jeg kan heller ikke stå for, at digteren andetsteds »står og slår på en/ sten med en sten for at give mig lidt til kende« for at råbe det 'dig' op, »der er langt væk og på en måde ikke findes selv om du står lige her«. Digtet er begyndt sagligt og fagligt og foreslår, at hans sprogbehandling og skrivetrang kommer fra nosserne, og så ender det enkelt og ... sødt. Finpudset nysgerrighed Ordet 'det' synes at have vakt digterens nysgerrighed; det forekommer i hvert fald forholdsvis mange gange i 'Tændstikhoveder' - det følgende er blot et eksempel: »og når det regner, så regner det, hvilket er/ sandt, når det i høj grad virkelig styrtregner,/ men hvor meget det end regner, viser det sig dog/ ikke, hvad det egentlig vil sige, at DET gør det«. Den slags vil jeg vove at kalde Per Aage Brandt i en nøddeskal - eller tændstikæske, for nu at blive i denne bogs univers. Titlens tændstikhoveder er 'lysfostre', der 'tænker med svovl' og end ikke har tid til morsomheder i digtet, der begynder »tændstikker i små kister med hoveder af svovl,/ jeg tilspørger jer: hvad venter I på, og hvad kan formålet med dyr som jer være? (...)«. Der er stadig meget at undersøge for en, der har finpudset sin voksne nysgerrighed, sin forelskelse i både udsagnets form og i dets modtager og sit ædruelige syn på sig selv som afsender. Og det er stærkt underholdende for os andre.