Forhåbentlig vil lovsangen gjalde højt og klart, når forfatteren Peer Hultberg i dag tildeles Akademiets store Pris. Og således overdøve dette lille anmeldersuk, der alene gælder dramatikeren Peer Hultberg. Helt konkret: de tre uopførte skuespil, der udkommer i dagens anledning. Lad os bare få det overstået i kronologisk rækkefølge - det ender nemlig lykkeligere, end det begynder! Sex på kryds og tværs 'Stills - et blitzterningespil' hedder det første og teknisk set mest effektive af de tre skuespil, der alle - traditionen tro - bygges op over et mytologisk stillads. Blodskam, ærekrænkelse, oprejsning og fald - intet er for stort for Hultbergs golde, postmoderne mennesker, der et sted meget symptomatisk kalder sig faraonernes børn. Nå, men i 'Stills' bytter en familie sengekammerater på kryds og tværs af generationer og køn. Manglende morskab Den kalkulerede erotik arrangeres i hurtige scener og i en tone, hvor man er Des med folk over fyrre, formulerer sig i vendinger som: »min fine ven« og »bliv mig fra livet«. Altså en slags gammeldaws sovekammerfarce, peppet op med mord og selvmord på stribe. Hvis intrigen eller replikken havde været morsom, kunne redeligheden faktisk spilles som en farce. Men morskaben udebliver, og dramatikeren havde næppe heller tænkt sig farcens flaprende papkulisse som forståelsesramme. Jeg kan desværre ikke finde en bedre. Uspecificeret drama Monologen 'Ernabella' snakker derudad uden mere end vist et enkelt avantgardistisk punktum. En forpustet familietragedie, jeg vil anbefale læseren at springe over. Derved når man nemlig hurtigere - og sikkert gladere - frem til 'Livets gang', der - den fade titel til trods - endelig har musikalitet og krop. Fire søskende oplever og opløser et fælles liv, hvis omdrejningspunkt har været faderen, en anerkendt forfatter og et frygtet forbillede. I disse monologer tager Hultbergs sprog pludselig farve, replikskiftet får rytme og tekstkorpuset en rolig puls. Dette lille kammerspil kunne sikkert udmærket orkestreres til scenen og på denne måde materialisere en beskeden håndfuld af Hultbergs mange stemmer. Men det meste af dramatikken foregår i »ikke specificerede europæiske storbyer«, og der er netop noget uspecificeret over Hultbergs dramatik. Som om de guder, han lader regere, ikke rigtig kender tidens menneskebørn, her mange generationer efter faraonerne. Teater til tiden? Lad det som sagt bare komme an på (en enkelt) prøve.