Med sin første bog 'Udsigt til musik - om dirigenter og kunsten at dirigere' viste Toke Lund Christiansen, at han kan mere end være solofløjtenist ved Radiosymfoniorkestret. For han kan skrive om sit fag: musikken. Med sin anden bog viser Toke Lund Christiansen, at han vil mere end skrive. Han vil også drømme. For 'Sebastians drøm' er en romandebut, en musikers uforfærdede kraftspring ud i den måske mest krævende af alle litterære genrer. Fortid og nutid Debutanten lander så meget på benene, som man nu kan med det komplicerede plot, han har valgt, men han har ikke stillet sig selv den nemmeste opgave. For 'Sebastians drøm' former sig som en ambitiøs sammenfletning af to fortællinger, en nutidig og historisk, hvor den historiske fortælling - om komponisten Johann Sebastian Bachs besøg i Lübeck i vinteren 1705 - ustandselig er ved at tage teten fra den nutidige rammefortælling. Århundredets musikfund Det hele begynder på Det Kongelige Bibliotek - med en næsten fuldbyrdet forbrydelse! En manuskripttyv med fornemmelse for gammelt papir - og absolut gehør - er på læsesalen ved at begå en af sine mange rutinerede forbrydelser, da han standses af en energisk musikbibliotekar. Før han ved af det, har hun rodet ham ind i en speget søgen efter at løse nogle gåder, der rækker tilbage til Bachs tid. Men de to - tyven og bibliotekaren - er langtfra alene. Efterkommerne af en gammel mysteriekult er også på sporet. For Bachs musik rummer stærke kræfter, der kan gribe ind i tiden, også den mekaniske tid. Hvor meget den end er skrevet til Guds ære, står den i ledtog med andre og mørkere magter end de guddommelige. Som lekture på sin rejse har tyven Nalle fået en sensation mellem sine hænder: Diarium Journalen, Bachs dagbøger fra besøget hos Buxtehude, den tids mest berømte tyske organist. Som sprækker i tiden er disse fiktive kapitler fra Bachs hånd skudt ind mellem den noget fladere fortælling fra vor egen tid om de to hovedpersoners mystiske flakken efter noget, som kunne være århundredets musikfund. Musikhistorisk krimi Forfatteren har det klart bedst med Bachs tid, som svælger i plastisk rige rejseoplevelser og sanseindtryk. Det kræver betydelig historisk viden at kunne skrive sig tilbage til en epoke, der falder tre århundreder før vores egen. Men Toke Lund Christiansen kender sin Bach. Han kender til de byer, Bach besøgte, og tydeligvis også de orgler, Bach improviserede på. Man kan ligefrem savne et lille fagordsleksikon, når man hører om mordenter, principaler, gedakter, rygpositiv, gemsehorn, tremulant etc. Disse udtryk - og andre lignende - vil perspektivere læseoplevelsen hos den mere indforståede læser, der f.eks. også ved, hvad det vil sige at stemme et cembalo efter Werkmeister II stemning. Andre må tro den kyndige fortæller på hans ord. Hvad man gerne gør. For han har meget på hjerte. Også for meget. Toke Lund Christiansen har tydeligvis villet skrive en musikhistorisk krimi, men hans kendskab til Bachs tid og musik kommer til at lokke ham længere væk fra hovedsporet, end spændingen kan bære. Den røde tråd blegner og bliver væk mellem de svimlende mysterier og dybe tanker, som teksten også rummer over musikkens væsen. Det siger noget om kvaliteten af disse refleksioner, at man i længere passager glemmer savnet af nogen tråd.