Andrew hvem? fristes man unægtelig til at spørge. For herhjemme klinger navnet hverken af litterær prisregn over debutromanen 'Sindrig smerte' eller filmatisering af 'Casanova', roman nummer to. Uappetitlig Det tågede vil dog næppe stå lysende klart med Millers tredje udspil, 'Ilt', der ganske vist fremstår pæn og blankpoleret på den højstemte og alvorsfulde måde. Som nypudset sølvtøj til en afskedsmiddag, hvor tårerne hænger løst i vipperne. Men desværre viser det sig hurtigt at være en lind strøm af høflige skueretter, man får serveret. Såre indbydende, men i sidste ende ikke til at få ned. Overfladisk persontegning Det begynder ellers en knivspids mere lovende, end det ender. Den kølige Alice Valentine glider igennem sit livs efterår med usvigelig retning mod kræftdøden og kalder derfor yndlingssønnen Larry og hans bekræftelseshungrende lillebror Alec hjem til kleenexpakkernes holdeplads: afskedsscenen i barndomshjemmet. Fyldt med de obligatoriske minder og skeletter, der danser over dyngerne af usagtheder, om end Millers overfladeskøjtende persontegning bevirker, at man gennemgående er usikker på, om man skal grine eller græde. Prætentiøst indslag Engagere sig kan man i hvert fald dårligt, på nær når synsvinklen smyger sig ind på Alice. For i disse passager, hvor hun fortvivlet forsøger at holde sammen på stumperne af sin svigtende hukommelse og skabe mening i det liv, der er ved at forlade hende, kommer romanen smukt til live. Blot kvæles åndedrættet i samme øjeblik, synsvinklen skifter. Og det gør den desværre alt for ofte. For vi skal både følge skabelonfiguren Larry, der engang spillede solbrændt Doktor Frank i en amerikansk tv-serie, men nu spiller den af i kokaintågede pornofilm, den ligegyldige stregtegning, Alec, og den tyngede, ungarske eksilforfatter László Lázár, hvis skuespil Alec oversætter til engelsk. Medsynet med sidstnævnte ville muligvis have givet historien de ønskede, almenmenneskelige vinger, hvis László havde figureret som andet og mere end et prætentiøst indslag, og hvis koblingen mellem hans og brødrenes trængsler havde fremstået mindre villet. Mindre til overmål postuleret. Berøringsangst Bedre bliver det ikke, da Alices demens fejer over fortællingen og flår hendes før så pletfri opførsel i laser, til hun øjensynligt kun består af forvildede ord og obskøne spørgsmål. For selv om Miller her har muligheden på et sølvfad for at trække læseren væk fra fortællingens kønsløse overflade og ned i Alices indre, rygende krater, vælger han i stedet at parkere synsvinklen på behørig afstand. Så langt fra Alice, at man begriber, hvor stor berøringsangsten må være. Og ikke mindst hvor dømt til at mislykkes det er at ville skrive en hel roman om et emne, som man faktisk hellere vil betragte på afstand end røre med en ildtang.