Der skal en hel storvildtjæger til at bane sig vej ind i Louises værelse (og fantasi), hvor han nedlægger den store løve uden brug af sit gevær. Dyret slipper hjem til Afrika, »uden en skramme«. Og børnene kan drikke kakao. Sorg og solskin Det er svært at forestille sig andre end Hanne Bartholin til at forløse historien om 'En pige, en løve, en storvildtjæger'. Hun har også et særligt tag på de store kattedyr. Kim Fupz har skrevet en dyster og indtrængende historie om skinbarlig ensomhed - og hvordan man lever med den. Ordene svøber Hanne Bartholin i sin specielle grå-brune nuance, der blander både sorg og solskin. Ligesom sin svenske tegnerkollega Eva Eriksson kan hun gøre grå til håbets farve. Enkel og indlysende Henne i skolen ignorerer de Louise. De er vel bange for hendes store løve? Mor sætter mad frem til Louise, inden hun går til aftenmøde. Er hun også bange? Louise kender ingen. Hun er gået i baglås. Hun kalder børnene for Børn. Og når løven Løve en gang imellem bliver traurig, fordi den savner Afrika, så synger Louise en sang og stryger den over pelsen. Så flytter der en storvildtjæger ind i ejendommen. Hvordan pigen slipper sin løve, og hvordan en storvildtjæger bliver til en dreng, der drikker kakao, fortælles og illustreres, så det rammer lige i hjertet. Ordene ligger godt i munden, og billedsiden er fuld af rigtig trøst. En usædvanlig billedbog. Enkel og indlysende. Smuk og klog. Lige til at købe.
Uden en skramme
Lyt til artiklen
