Den 50-årige Rudy Knudsen er freelancefotograf, og når han får en opgave, siger han: »Vi ser på det«. Det betyder ja, og sammen med smøgerne, bajerne og burgerne giver det ham, hvad man kalder en usund livsstil. En dag kan han bare ikke rejse sig fra sengen. Han kan heller ikke sove. Lægen dømmer stress og udbrændthed og sender ham på ferie. Antihelt »Jeg fejler altså ikke noget, jeg er bare syg«, konkluderer Rudy med den udprægede sans for tilværelsens paradokser og den underspillede humor, han deler med sin forfatter, Bent Vinn Nielsen. Bent Vinn Nielsen skriver forrygende morsomt om sin antihelt Rudy, der af en nabo låner en »original norsk langhytte« - fabrikeret i Tyskland og samlet og sat op på Bornholm. Herfra kigger Rudy ud over det landskab, han som bymenneske ikke interesserer sig for, og blikket falder ofte på nabohuset, hvor Bodil bor. Litteratur som terapi Hendes skæbne får han fortalt i bidder, når han på de lægeordinerede vandreture passerer et ældre ægtepar, der i deres otium er blevet fastliggere i sommerhuset for at dyrke deres interesse: litteraturen. Sådan et bogfjols er Rudy så langt fra, som tænkes kan, men han ender faktisk med at sidde og skrive Bodils historie ned på en kollegieblok. Han mener, det vil være sundt for ham. Han har hørt, at man kan skrive sig ud af en krise. »Og jeg tænkte også at ved at skrive en kærlighedshistorie ned, ville jeg måske få bare et lille pust af alt det, vi aber aldrig selv oplever«. Sig selv vil han i hvert fald ikke skrive om. Kærlighedsroman og thriller Bent Vinn Nielsen har med romanen om Rudy skrevet sin variant af den mandlige kriseroman, og morsommere version findes ikke. Samtidig har den alt det, vi kender Bent Vinn Nielsen for: den nøje miljøtegning, solidariteten med og blikket for de skæve eksistenser, der er kommet mere eller mindre i klemme i et Normaldanmark, det ikke er faldet i enhvers lod lige at tilpasse sig. Og så er der dem, der mere end forstår at tilpasse sig. Bodils eksmand er en magtfuld skikkelse i det bornholmske samfund og på flere måder det, han flertydigt kalder sig selv: »en praktisk tænkende mand«. Portrættet af ham er taget lige på sigtekornet. Der skydes meget med rifler i romanen, ikke mindst af Bodil, der passer eksmandens jagtrifler. Romanen om Rudys krise bliver indirekte også en kærlighedsroman og en thriller. Mere skal jeg ikke røbe, blot tilføje, at dét, Bent Vinn Nielsen virkelig kan, er at etablere en tone, der bærer igennem i skildringen af disse mænd, der både er hårdhudede og bløde som smør.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























