Den østtyske forfatter Anna Seghers (1900-1983) kendes på dansk for nogle af sine mest populære bøger, 'Det syvende kors' og 'Transit'. De skildrer begge forskellige sider af det nazistiske Tusindårsrige: Den første en fangeflugt fra en kz-lejr, den anden de tyske emigranters situation i Frankrig efter værnemagtens invasion i 1940. Den sidste roman bygger på selvoplevet stof. DDR-diktaturet Men ud over ni romaner har Seghers skrevet cirka 60 fortællinger, hvoraf Klaus Schulte, lektor i tysk ved Roskilde Universitetscenter, og oversætteren Hans Chr. Fink har udvalgt tre vidt forskellige prøver på hendes intellektuelle univers. Det drejer sig om den belærende novelle 'Et rejsemøde' fra 1973, om den selvbiografiske 'De døde pigers udflugt' (skrevet i 1943), der er en af hendes mest kendte korte historier, og endelig 'Post til det forjættede land', der også stammer fra de sidste krigsår. Den nød ikke fremme i det DDR-diktatur, hvis sag hun gjorde til sin egen. Far og søn Den sidste novelle har som noget enestående i hendes forfatterskab en direkte tilknytning til hendes jødiske rødder. Den alene berettiger da også til udgivelsen af disse tre tekstprøver. Den viser, hvilket formidabelt fortælletalent hun sætter på højkant i de to andre historier, hvor ærindet løber langt foran digtningen. Lidt uretfærdigt, da hun ubestrideligt er en stor forfatter. Så tak til 'Post til det forjættede land'! Den beskriver på en næsten Singersk vis forholdet mellem en landflygtig jødisk far og hans eneste og elskede søn. På sine gamle dage drager faderen videre til Jerusalem for at dø i Det Hellige Land, så han i tankerne kan forenes med sin unge kone, der døde ved sønnens fødsel. Sønnen bliver tilbage i Paris, hvorfra han regelmæssigt skriver til sin far. Men stik imod naturens orden dør sønnen før faderen. Den betænksomme og kærlige søn efterlader derfor sin enke en lang række breve, som hun ét for ét skal sende til Jerusalem. Her læser den blinde fars venner dem højt for ham, og han glæder sig over, at sønnen stadig lever. Velfortjent undergang Man kan lægge en masse tolkninger ned over denne ægte jødiske fortælling. Men helt ærligt, den er bedre end alt, hvad man kan finde på af akademiske spidsfindigheder. Præcis det omvendte er tilfældet med de to andre historier. Bogens titelhistorie er således Seghers spagfærdige forsøg på at slå sig i tøjret, da DDR-toppen efter Murens opførelse i 1961 slog på tromme for den socialrealistiske stil. Seghers indkalder Kafka, Gogol og E.T.A. Hoffmann som vidner på, at fantasi også kan være virkelighed. O.k., og hvad så? 'De døde pigers udflugt' skildrer i lettere magisk form, hvordan det gik hendes klassekammerater anno 1914, da Første Verdenskrig og Hitler havde høstet den generation ned til de bare stubbe. Det er rystende, men ikke gribende, og det er virkeligheden snarere end kunsten, der tegner tragedien. Anna Seghers hed oprindelig Netty Reiling, men valgte kunstnernavnet Seghers efter en flamsk kunstner på Rembrandts tid og siden Anna for at fortælle læserne, at hun var kvinde. Hun blev medlem af KPD, det tyske kommunistparti, i 1928 og veg aldrig en tomme fra sin overbevisning, selv om mange af hendes digterkollegaer og venner viste hende, at der var demokratiske og retsindige alternativer. Hun blev agtet og æret i DDR. Hun var fra 1952 til 1978 formand for forfatterforbundet, der som bekendt varetog systemets, ikke forfatternes interesser. Hun stod last og brast med regimet i samtlige de kriser, der langsomt, men sikkert bragte det frem til sin velfortjente undergang.