Børn er aldrig trætte, de kan altid lære mere. Efter den devise er Lili Boulanger og hendes noget ældre søster Nadia opdraget i århundredskiftets Paris. Vidt når de også, som døtre i en familie af begavede musikere. Lyrisk nerve Lili vinder som 20-årig som den første kvinde Pariserkonservatoriets eftertragtede Prix de Rome, der går ud på at komponere et stykke i fuldkommen isolation i fire uger. Nadia blev nogle år tidligere nummer to. Lili vandt med kantaten 'Faust et Hélène', og når vi får at vide, at hendes forbilleder er Debussy og Stravinsky, kan vi sammentænke klangen af både lyrisk nerve og dramatisk styrke i hendes musik. Og psyke. Forsoning med døden Bodil Steensen-Leth har løftet en halvglemt komponistskæbne frem i sin roman om Lili Boulanger (1893-1918) og tilført den en psykologisk undersøgelse af forholdet mellem to søstre. Lili led af en uhelbredelig sygdom, antagelig den kroniske, smertefulde tarmbetændelse Crohns sygdom, der ikke tillod hende et almindeligt liv på grund af uafladelige anfald og sygdomsperioder. Efterhånden bliver hun klar over, at hendes tid var knap. Hendes tanker om, at kunsten fordrer lidelse for at kunne forløses i en højere form for livsbekræftende håb, og hendes forsoning med døden, er tidstypisk og smukt skildret. Drama mellem to søstre Lilis sidste komposition, Pie Jesu fra 1918, må hun diktere til søsteren fra sygesengen, for svag til selv at skrive noderne. Lilis far døde, da hun var seks år, så hun vokser op i et kvinderegime, der består af den russiskfødte mor med de stærke meninger, den trofaste tjenestepige og den opofrende søster Nadia, der indtager positionen som familiens forsørger. Nadias egen musikalske karriere overstråles af Lilis umiddelbare talent og drømmeagtige skønhed. Nadia er en seriøs musiker, men hendes fremtræden og ukvindelige væremåde står i vejen for hende. Det er dramaet mellem de to søstre, der giver romanen liv. Det psykologiske spil mellem en gudbenådet smuk musiker, der tillige er syg, og hendes talentfulde søster, der tvinges til på det praktiske plan at løse problemet: »Vi har talent, men ikke meget at leve af«. Højstemte idealer Vi følger de to til Lilis død lige før Første Verdenskrig. Musikhistorien kan fortælle, at Nadia blev en berømmet musikpædagog. Og i modsætning til sin søster blev hun ældgammel. Stoffet er bevægende, men paradoksalt nok er det Nadia, den evige nummer to, der står tydeligst frem. Hun er tapper på en dagligdags måde, mens Lili skildres som tapper på en næsten overjordisk måde i sin religiøse hengivelse til musikken, i uegennyttig brevskrivning til soldater ved fronten, i sin sagtmodigt udholdte fysiske svaghed. Dialogen sættes til at bære på mange informationer, der stedvis svækker nærværet. Det giver romanen en vis kølig distance, der sammen med det lidt patinerede sprog dog passer vældig godt til dette stof fra en tid med højstemte idealer om kunst og liv. Og en død, som kunsten skal give mening.