Kirker og komplotter

Lyt til artiklen

At det er mere held og timing end forstand, der betinger, om en bog bliver en bestseller eller ej, er Dan Browns karriere et bevis på. I 2000 udgav han thrillerromanen 'Engle og dæmoner' om et ondsindet komplot mod Vatikanet, som en Harvardprofessor ved navn Robert Langdon bliver hvirvlet ind i. Det blev Dan Brown ikke verdensberømt på. Tre år senere udgav han 'Da Vinci-mysteriet'. En thriller om et kirkemysterium, som en Harvardprofessor ved navn Robert Langdon bliver hvirvlet ind i. Resten er historie. Billedskøn og begavet kvinde 'Da Vinci-mysteriet' gjorde Dan Brown til et verdensnavn, og med fire års forsinkelse kan danske læsere derfor nu stifte bekendtskab med det første Robert Langdon-mysterium. Og som overstående beskrivelse antyder, er 'Engle og dæmoner' bygget over fuldkommen samme skabelon som 'Da Vinci-mysteriet'. Robert Langdon bliver vækket midt om natten. Der er akut brug for en symbolforsker til at undersøge et mystisk mord. Han møder straks en billedskøn og meget begavet kvinde, som ikke bare er single, men også ideelt egnet til at hjælpe ham med at opklare mysteriet og redde dagen. Og ganske som i 'Da Vinci-mysteriet' skal det gå tjept med at løse mysteriet, ellers går det helt galt og Vatikanet forsvinder for altid. Tåkrummende klichefyldt Blev man suget ind af 'Da Vinci-mysteriet', og leder man efter noget let læsning, er der derfor ikke noget at betænke sig på. 'Engle og dæmoner' leverer i den grad varen, faktisk endnu mere end 'Da Vinci-mysteriet'. For godt nok er også 'Engle og dæmoner' spækket til bristepunktet med obskur kirkehistorie og længst glemte antikristne broderskaber, men denne gang er der også lidt mere 'rigtig' viden, såsom proceduren i forbindelse med valg af en ny pave eller Berninis skulpturer i Rom. Om det er årsagen, eller om Langdon bare virker friskere i denne første aftapning, skal undertegnede ikke kunne sige. Blot konstatere, at jeg havde endnu vanskeligere ved at lægge 'Engle og dæmoner' fra mig end 'Da Vinci-mysteriet'. Selv om slutningen også her er usandsynlig ud over enhver rimelig grænse, på trods af at Robert Langdon har flere liv end alle Roms katte tilsammen, og uanset at dialogen og persontegningen er tåkrummende klichefyldt, kan Brown som få andre gøre læseren ubærlig nysgerrig efter, hvad der nu sker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her