Enhver teatermand ved, at placerer man en skyder på scenen, så skal den bruges! Og Hans Kragh-Jacobsen er en dreven teatermand. Også når han skriver romaner. I den tredje af slagsen, 'Tigerbalsam', anslår den nævnte rekvisit således den buldrende store tragedie. Og læseren bliver - hvad drama angår - ikke snydt. Skæbnesvanger skævhed Det hele begynder ellers ganske stilfærdigt i 1960'ernes gymnasiemiljø. Fortælleren Olaf møder Jonas, og et sjældent venskab knyttes. »Jonas nød hendes elegance, og jeg nød at se ham nyde hende«, lyder det i Olafs meget præcise angivelse af forholdets skæbnesvangre skævhed. Det er her, i beskrivelsen af det særligt intime venskab, hvor kammeratlig solidaritet træder i skyggen af betagelse for ikke at sige forelskelse, at Hans Kragh-Jacobsen især har fat. Befriende ægthed Det, at et menneske opstiller sin helt egen livspræmis hinsides normal anstændighed og alligevel farer gennem livet i lun medvind, er jo evigt fascinerende. Fortælleren Olaf undres således over, at han drages af denne lapsede Adonis, der render med både piger og penge, mens forfatteren Hans Kragh-Jacobsen netop forstår: Den største kærlighed bygger sjældent på logik. Også Kragh-Jacobsens tidsbillede af en generation, der vader lige ind i ungdomsoprøret og slipper ud igen lettere fortumlede, har skarphed og dybde. Modescenen i New York og gruppeteatret på de danske landeveje danner rammen om en tid, hovedpersonen karakteriserer som »frugtbar forvirring«. At Hans Kragh-Jacobsen kender teatermiljøet også fra vrangsiden giver hans kærlighedserklæring til gruppeteatret en befriende ægthed. Det var ikke altid lige fedt at spille fladt paroleteater og dele kærester i pausen. Men det var i teatermiljøet, der var plads! Brat opvågnen Olaf - der lider af rødmen og utilpashed ved overklassen og tilværelsen i al almindelighed, sådan som adskillige studenter har lidt før ham lige siden Knud Sønderbys 'Midt i en jazztid' - finder i teatret et helle. Og en modellækker kvinde i velourbukser. Men så er lykken lige netop så tæt på, at tragediemesteren må træde til og kalde gudernes vrede ned over vor helt. Og han får, så studenterhatten passer. Her kan man diskutere tragediens rytme - mere præcis den hast, hvormed vi kommer ud af ungdomsoprøret og ind i aids-alderen. Anmelderen kunne godt have brugt et par pejlemærker mere til at begribe den nye ånd, der sneg sig ind i sindets og blodets baner her i det tyvende århundredes sidste kvartal. Afslutningen i 'Tigerbalsam' virker som en meget brat opvågnen. Men sådan oplevedes 80'ernes komme måske også.