Thøger Jensens lille tilløb til en historie, den ordknappe 'Ludwig', gør lige så lidt væsen af sig som opbuddet af undseelige småting, der bebor mangt en støvet flade i mangt et hjem. En rød kagedåse på skabet. En skåret kop på hylden. En gang imellem, når øjnene tilfældigt falder over dem, tænker man måske, at de i grunden er ganske charmante. Men hvad gør de godt for? Egentlig? Opfylder en plads, der ellers ville stå gabende tom? Uden brændstof I 'Ludwig's tilfælde gaber man over den usædvanligt spinkle historie, som det kun lejlighedsvis giver mening at fortøje interessen til. Nemlig når Jensens fåmælte sprog fremkalder særegent træffende, mentale billeder og små, eftertænksomme pauser. Indbydende rum at slå sig ned i, digte med i; men uden nævneværdigt brændstof er det begrænset, hvor langt man kommer omkring på de mentale jagtmarker. Bach for begyndere Som nordjyden Niels på godt fyrretyve år, der drysser halvbedøvet gennem livet som vicevært skråstreg havemand i det århusianske. Hist øver han sig på Bachs Inventioner med den bidske hund Ludwig under flyglet, uden at sproget hverken triller eller trækker op til at blotte tænder og snappe. Og pist udveksler han almindeligheder over Madam Blå med overboen, til hans myndige læge, Hanne Lauritzen, glider ind på hovedsporet med kurs mod 'sød musik opstår'. Blot er det begrænset, hvor sødt det lyder, når en kærlighedshistorie træder sig selv over tæerne for at røbe så få følelser som muligt. Så begrænset, at den snarere tager sig ud som Bach for begyndere, spillet med én hånd og uden fortegn. Man kan høre, at bedsteparten mangler, og man vil egentlig foretrække at lytte til den fulde version. Nu og med det samme.