Hvor solen dog skinner, hvor himlen er blå og høj. Hvor frisk og skarp er ikke luften. Ude i efterårsvejret, gående med lange skridt under byens træer, trækker anmelderen vejret dybt efter i timevis at være begravet i Liza Marklunds nyeste roman. At læse 'Asyl' er som at være i en tunnel, kvælende, angstfyldt. Indimellem kommer man op efter ilt og er så ved at kvæles igen. Af raseri. Ingen skjulesteder Jamen, slå ham dog ihjel! Tæsk ham! Lad ham smage sin egen medicin. Tænker man. Tænker anmelderen. Men sådan må man ikke tænke. Man må ikke være som dem. De psykotiske voldelige mænd. Bagefter kommer eftertænksomheden. Hvad er det for nogle samfund, vi har bygget her mod nord, hvor alting er så overvåget, at man ikke kan gemme sig, ikke kan forsvinde, men hele tiden dukker op på 1.000 oplyste computerskærme, så de, der vil finde én og måske overfalde én, tæske én, true én, myrde ens børn, de kan og det med systemets hjælp? Helvede på Jorden 'Asyl' er fortsættelsen af 'Forelskede sig til et mareridt' og bygger ligesom den på en virkelig livsberetning om en svensk kvinde, Maria Eriksson, som faldt for og fik et barn med en flygtning fra Libanon. Han tyranniserede hende, mishandlede hende og gjorde hendes liv til et helvede på Jorden, ikke kun til hun flygtede fra ham, men især bagefter. Maria fik ny mand, et barn til, og stadig var hun og datteren så truet, at den nye familie på fire måtte flygte rundt i Sverige under nye identiteter. Børnene kunne aldrig lege ude. Og alt til ingen nytte. Psykopaten og hans åbenbart lige så psykopatiske venner fandt hende altid. Forbryderens rettigheder Det er der, vi møder Maria og familien i 'Asyl', en bog, som følger dem, først på flugt til Chile siden til USA. Det er en utrolig beretning ... og helt dagligdags. Sådan lever mange kvinder og deres efterhånden stadig mere forkvaklede børn. Der er åbenbart ikke meget at gøre ved det. Som vort retssystem er skruet sammen, har overfaldsmanden flere rettigheder end ofrene. Selv en forældremyndighedssag skal Maria igennem med de sociale myndigheder, uanset at man ved, at manden er morderisk. Tydeligvis syg også. Men han kan blive i Marias hjemby, i samme by som hendes forældre, som hun aldrig mere kan besøge. Man må konstatere, at vi lever i et kontrolsamfund, hvor sociale myndigheder stikker næsen i alt, men er ude af stand til at gribe ind, når det gælder. De gode viljer, når de ellers er til stede, er ikke nok, når en kvinde fra mønsterlandet Sverige må søge asyl i USA. Det skulle ikke komme bag på mig, hvis mere end én dansk kvinde kunne få lyst at følge hendes eksempel. Intellektuelt overblik På bogens danske forside står kun Liza Marklunds navn. Inde i bogen fremstår forfatterne som Liza Marklund og Maria Eriksson. Det er ret forvirrende. Bogen er skrevet i medrivende jegform og er spændende som en kriminalroman. Men formen er tvetydig, måske mest for en journalist, som er oplært til, at der er forskel på dokumentarform og fiktion. Skal man tro bogforsiden, så har Liza påtaget sig Marias rolle og kalder sig selv, journalisten, for Hanna. Det er ikke 'fortalt til' af Liza Marklund, men til en total identifikation. Det er jeg ikke sikker på, jeg kan lide. Men det er en mindre anke i forhold til den historie, som udfoldes. Liza Marklund formår på en virkelig tæt måde at beskrive familiens klaustrofobiske tilværelse. Om hvordan især børnene lider, og hvordan manden Anders gradvis falder fra hinanden og bliver til ingenting. Maria selv bliver stærk på en nærmest speedet måde. Hun mister sine dybere lag i kampen for overlevelse. Sådan er det jo. Til gengæld mister hun ikke sit intellektuelle overblik og forfalder aldrig til at påstå, at det var kulturforskellen, det var den anden religion, der var skyld i overgrebene. Alle typer mænd fra alle typer religioner og ingen religioner mishandler og hader kvinder. Sådan er det. Der er ingen grund til religionskrig her. Tvungen behandling Efter at have læst bogen sidder man tilbage med en stor vrede. Der må være måder, hvorpå den type overgreb kan stoppes. Der må være en måde, hvorpå man kan tage rettighederne, også retten til at bevæge sig frit omkring, fra den slags mænd. Der må være en tvungen behandling for dem, for de er tydeligvis syge. Syge og farlige. Hvis det ikke kan lade sig gøre, hvis man ikke vil bruge de resurser, så må der være et sted, de kan spærres inde, og så lukker man døren og smider nøglen væk. Sådan må man jo slet ikke tænke. Men man gør det.