Der er nogle vældig gode optakter i Maria Grønlykkes anden bog 'En lille sang om Stella. Andre historier hjemmefra'. Den kommer efter 'Fisketyven. Historier hjemmefra' som hun sidste år fik BogForums debutantpris for. Personerne i disse nye historier hjemmefra er for en dels vedkommende de samme, fortæller bagsideteksten. Lokalpolitiske svinestreger Vi er i hvert fald stadig hjemme på Fyn. Og noget af det sjoveste ved bogen er at læse dens gode dialoger op for sig selv - Grønlykkes lydskrift er så effektiv, at det sagtens kan lade sig gøre. Og hvem kender ikke nok fynboer til at kunne genkende den syngende tone? Dette kneb tilføjer bogen både lidt rørelse, lidt smørelse og megen komik. Mindre vellykkede er de beskrivelser af de lokalpolitiske svinestreger, som i deres substans oprører læseren, men samtidig frustrerer, fordi Grønlykke ligesom ikke tager skridtet fuldt ud i vrede eller ond absurditet, som f. eks. en Bent Vinn Nielsen eller en Erling Jepsen. Ud over kanten Den afgørende anke mod 'En lille sang om Stella' er dog, at Grønlykke har problemer med at afslutte sine historier. Nærmest alle fiser pointeløst ud efter de meget lovende optakter. Eller, hvad der er næsten endnu værre: de får en pointe, der er så gumpetung, at det er til at græde over, og som undergraver hele den foregående fine tekst. For eksempel i 'Zonyo Zobellii er kommet til byen' (hvor blev indholdsfortegnelsen af?), en historie på 30 sider med både de to barndomsveninder Linda og Brittas køkkenbordssnak og beskrivelsen af Lindas travle, men loyale knokleliv med sin mand. Det er fint og fintfølende skildret, med både komik og satire over især den alternative behandler, som Britta har et godt øje til, og stor ømhed i beskrivelsen af Lindas liv og tanker. Og så taber Grønlykke det hele på gulvet ved at lade hende nærmest 'omvende' healeren. Er man i forvejen fan af Grønlykke, bliver man nok alligevel ikke skuffet. Og hun er stærk i detaljerne. Men hvis hun vil tages alvorligt som forfatter, skal hun nok kræve lidt mere af sig selv næste gang. Og hun skal først og fremmest lære - eller turde? - at følge sine historier helt til dørs. Eller måske ud over kanten.