Hverken Kain, Abel eller Ofelia har levet deres 'liv' forgæves, kan man læse af Hanne Reintofts store roman 'Hjertebånd', der handler om den frygtelige skånske krig i 1670'erne. I romanen hedder den stakkels kvinde naturligvis ikke Ofelia, men Gry, og hun bliver vanvittig på samme måde som hos Shakespeare, ligesom den anvendte blomsterbrug og -symbolik minder påfaldende meget om den store brite. Små ambitioner Gry er et offer, og det er også alle de almindelige mennesker i romanen, som alle kun har ét ønske, nemlig at leve deres enkle liv med at dyrke jorden og kærligheden og som en følge af denne sætte en børneflok i vej, inden de i deres alkover trætte af dage vender ryggen til livet. Uden at røbe for meget kan det dog hviskes, at Grys skæbne ikke bliver ganske så grum som Ofelias. Jævne mennesker Det er de jævne mennesker, Hanne Reintoft føler med, og det er på deres vegne, hun er indigneret og vred. Vred på kongen, Christian V, der havde den tåbelige politiske ambition at ville vinde Skåne tilbage til Danmark, et håbløst projekt, som kostede manges liv, førlighed, afbrændte huse og marker, kort sagt al den elendighed, krige dengang som nu fører med sig. Tvangsægteskab Den figur, der er omdrejnings-, ikke punktet, men snarere støtten i romanen er Boel, en køn pige, der i juninatten forføres af herremandens søn. Mødet får følger, og hun bliver af herremanden tvangsgiftet med en bonde, en god og reel mand. De får sammen tre sønner, der er meget forskellige, og som går hver deres veje under krigen. Herremandssønnen, som er blevet hjulpet frem af milde magter, er blevet læge og deltager i krigen som hjælpelæge for kongens hofmedicus. Han får en dag den ære at give Hans Latterlige Majestæt et lavement. Han oplever skrigene og blodet fra de mange ødelagte mænd på slagmarkerne, mænd han må forlade for at følge kongen videre på hans tåbelige krigstogt. Den anden søn får gården, men lider af en fatal jalousi over for den ældste, den tredje stikker af, bliver almindelig røver, mens den fjerde klarer at redde både liv og sjæl. Klichéfyldt sprog Hanne Reintoft skildrer sammenstødene mellem brødrene, mellem de rige og de fattige, mellem dem, der forstår at rage til sig, og så de få virkelig gode, som forsøger at lindre og hjælpe andre. Den barske, grumme historie fortælles med et stort antal gentagelser og parallelsituationer, som en forlagsredaktør med fordel kunne have skovet i. Det, der imidlertid især gør romanen til en noget tvivlsom læseoplevelse, er Hanne Reintofts klichéfyldte sprog, som især i kærlighedsscenerne får frit løb: »Om aftenen favnede han hende. Hun knugede ham ind til sig og borede neglene i hans ryg, mens hun kyssede og kyssede ham. Han blev næsten urolig. Hun havde altid nydt kærtegn, men de skulle være blide og forsigtige. Nu foldede hun sig ud som en blomst, der ganske omslyngede ham og trak ham ned i dybder, hvor han aldrig havde været før«. Hanne Reintofts kendte engagement i almindelige menneskers liv viser sig på samme måde som i hendes tidligere romaner også i 'Hjertebånd'. Og det er romanens plus, og det må man som læser så tage til takke med. Men det skal der nok være mange, der vil.