Få sider inde i Camilla Christensens samfundssatiriske 'Paradis' om en velmenende akademikers møde med blomsten af Danmarks white trash indtraf en højst uventet reaktion hos denne anmelder. En begyndende irritation, der uforstyrret bredte sig som det vildnis af aegopodium podagraria (skvalderkål på prosaisk dansk): Forglemmigej, kærmindesøster, løvefod, tallerkensmækker, storkenæb, mamelukærme, dværgpalme, hibiscus, buksbom, kristtorn, svigermors skarpe tunge og små, hyggekloge historier om dem alle, som spirer op overalt i Christensens særkende fra Kritikerpris-vinderen 'Jorden under Høje Gladsaxe': Det grundkomiske samtidsportræt af det vrangstrikkede Danmark. Utroskab tangerer selvtægt Her flækken Horselund, dens karikerede borgere fra socialgruppe 7, 8 og 9 og deres højst beherskede modtagelse af den nyuddannede landskabsarkitekt Evas halvdesperate Projekt Smør på Brødet Nu, kvartersløftprojektet Projekt Haveby, tænkt til at iklæde de skvalderkålsbefængte havelig en provinsiel festdragt, inden dronningen om føje tid vil vinke sig vej gennem byen. Og af Eva, sikkert stregtegnet som den frie, positive og energiske agent. Jobsøgningskurserne har lært hende, at tidens vinde blæser frem til målet, om end hun dog desværre har glemt at tage højde for et par afgørende faktorer. F.eks. modvind, hunden Nero med hang til coinum maculatum (skarntydesaft), et trusselsbrev, kommunalt bureaukrati a la Sovjet anno 1980, en glad tv-konkurrence, der forpurrer det meste, og en kæreste, der er så kedelig, at utroskab tangerer selvtægt. Spinkelt og uforløst Et paradis? Langtfra, men så afgjort en potentielt original historie, skrevet med selvindlysende sprogsans af en forfatter med uhindret adgang til den boblende latters kilde. Uheldigvis har Christensen dog lagt ordene i munden på Eva, der egentlig er i færd med at forfatte en rapport om projektet til Horselund Kommune, men lader sig systematisk aflede af floraens og faunaens forunderlige verden, så selv Søren Ryge ville få jord under neglene af fryd. Ikke bare én gang, men hver eneste gang, lejligheden byder sig, og eftersom temaet er haveforskønnelse, kan man selv regne ud, hvor ofte det sker. Vist ville opbuddet af småhistorier gøre enhver havebog grøn af misundelse, og vist hopper den oplagte tolkning af vildnisset som småborgerlighedens altgennemtrængende og underminerende modsætning et sted i kulissen. Men desværre er relationen imellem hovedhistorien og de mange digressioner så svær at få øje på, at sidstnævnte mest af alt fremstår som formålsløst og derfor enerverende fyld i en historie, der sandsynligvis først for alvor ville have kunnet udfolde sig foruden. I sin nuværende gennemresearchede, men påfaldende udenomssnakkende form virker resultatet i alt fald både for spinkelt og for uforløst til Camilla Christensens betydelige satiriske såvel som sproglige format.