Denne læser har fået forstoppelse af emnet jeg-er-en-ulykkelig-kvinde-altså-æder-jeg-og-bagefter-ser-jeg-mig-i-spejlet-og-græmmes. Kan kvinder dog ikke skrive om andet end deres kropsvægt? Jo, det kan de, men først skal vi åbenbart igennem en flodbølge af kalorier, som fortæres og efterlader grovæderen i slet humør. For ikke at tale om læseren. Tyske referencer Man må dog sige, at der er en ny dimension i Karen Duves 'Ingen sang om kærlighed', og det er Tyskland, nærmere betegnet et sted i nærheden af Hamburg. Det går op for en, hvor meget man/jeg relaterer til den engelsksprogede verden og overhovedet ikke til det, der foregår syd for grænsen. Det kunne lige så godt være månen. Så når romanens hovedperson, den 117 kg tunge Anne, ser tilbage på sin barndom, ungdom og dermed på vejen til stigende frustration og spæklag, har man overhovedet ingen genkendelige holdepunkter, når hun nævner musik, steder og lokalkendte personer. De danske drenge Jan og Kjeld dukker op som ungdomsidoler, David Bowie er åbenbart grænseløs, men hvem i himlens navn er Bill Ramsey? For ikke at tale om Diedrich Diedrichsen? Irriterende og trættende Som dansker (minus sikkert sønderjyder) er man ret lost i Annes univers. Men det er hun også selv, og her kommer Karen Duve med mange interessante beskrivelser af et liv, tilbragt i raseri og hjælpeløshed. Ikke uden humor og med mange sproglige finurligheder. Alligevel har man på et tidspunkt lyst til at »hyle som en mellemstor hund« sammen med Anne, fordi bogen løber helt løbsk i opremsninger af dårlige kæresteforhold, et grinagtigt, men for langt terapiforløb og alt muligt andet. Hvad handler denne bog egentlig om, spurgte denne læser sig selv. Den er irriterende og trættende, men bestemt ikke uinteressant. Men hvor vil den hen? Måske vil den bare irritere. Måske vil den røre en. Det første lykkes, det andet også, men kun i starten. Så får man lyst til at lægge sig ned i et tykt lag majonæse og rulle hurtigt væk.