Det går tilsyneladende godt for den 37-årige Wiktor Jurij Skrake, der sidder i sin arvede villa i Råberga, en forstad til Helsingfors. Han har været journalist og reklamemand, levet det pulserende storbyliv uden at binde sig. Men til sin egen undren har han sagt sit lukrative tv-job op. Sjælens sprog Helsingforslejligheden står mest tom, og han sidder og kigger ud af de selv samme panoramavinduer over Finske Bugt med det gode fiskevand, som han gjorde som barn. Han erkender: »Man er tilbageflytter, og man har besluttet at ville leve for beskedne midler og for at forsøge at finde ud af,om der stadig bor Sprog på det raserede og glemte sted som er ens Sjæl«. Jazz frem for jura Sprog, det er der, et helt særligt tonefald og en enestående stemme af nærvær, i den finlandssvenske Kjell Westös stort anlagte roman 'Faren ved at være en Skrake'. Den er både en generationsfortælling, en familiesaga og en Helsingforsroman. Wiktors ærinde er at få syn på sig selv gennem især sin afdøde far, Werner, der var forfulgt af uheld hele sit liv. Werner ville hellere høre de sortes jazz end læse jura under sit mislykkede USA-ophold, og i årene herefter forfjumrede han den ene mulighed efter den anden for at finde en passende plads i samfundet, dvs. en plads, der passede hans far, den rige forretningsmand Bruno. Tragisk ironi Da Werner får muligheden for at introducere colaen i Finland, den nye læskedrik, kører han naturligvis galt med bilen med de tusindvis af flasker, under stor mediebevågenhed. Han har to passioner - lystfiskeri, der en tid gør ham til en rimelig vellykket skribent af fiskehistorier, og hammerkast, der næsten fører ham op til professionelt niveau, men ender med at knække ham. Da han overskrider den magiske tresmetersgrænse under træning på den skole, hvor han arbejder som pedel, rammer hammeren en biskop i foden. Denne tragiske ironi ender i retsligt efterspil, dom og erstatning, og Werner Skrake er en knækket mand, der inkarnerer »Skakeslægtens forunderlige evne til at Skabe Problemer For Sig Selv«. Hvordan er det at have en mand som Werner som far - det er, hvad romanen svarer på i sin fintmærkende skildring af et usædvanligt far-søn-forhold. Ubetinget kærlighed Det vrimler med historier og skæbner omkring Wiktors forældre, bedsteforældre og de venner, der tilsammen spejler Finlands omtumlede historie gennem 1900-tallet og en ung mands både tidstypiske og særlige opvækst fra 1960'erne og frem. Der fortælles med stort nærvær, humor og ironi i Wiktors tilbageblik, der handler om arv og historie og om at vedkende sig sine rødder og få syn på sin identitet. Romanens store udtræk er rapsodisk fortalt, sådan som erindringen - og fortælleren - arbejder, når den fremkalder de enkelte personer og historiens nedslag i tilfældig orden. Dens klangbund udgøres af Wiktors tætte erindringer om ensomme løbeture og om de fisketure med faderen, der efterhånden erstattes af aftener med venner i det nye Esso-cafeteria, med musikken (som bærer enhver af disse opvæksthistorier fra sidste del af 1900-tallet) og med venskabelig sex med barndomsveninden Jinx, hvis barn han måske er far til. Det er et ansvar, han ikke vil vedkende sig på grund af usikkerheden om faderskabet, og han mister forbindelsen med hende. Herefter bliver livet hurtigt. Efterhånden bliver erkendelsen af, at kærligheden ikke kan gøres betinget, påtrængende på mere end én måde. Humor og vemod Kjell Westö har skrevet en ensom skikkelse frem, som han sætter til at syne sin egen baggrund. Den personlige historie indflettet i tidens. I gamle dage blev fiktionspersoner sat til at 'holde dommedag over sig selv'. Det gør de ikke mere. De er snarere optaget af at få syn på sig selv - hvor de befinder sig i et mønster, der hele tiden skifter, som når man drejer på et kalejdoskop. Westös prosa, som vi kender på dansk fra romanen 'Lang', der udkom i Danmark forrige år, er gjort af en helt særlig blanding af fortællende energi, humor og vemod. Hans projekt kan i denne roman minde om den norske Lars Saabye Christensens i 'Halvbroderen', der både er Osloroman og elegi over en slægt. 'Halvbroderen' vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2002. Kjell Westös Helsingforsroman er på højde hermed, og det er dejligt, vi har fået den på dansk i en oversættelse, der fanger tonefaldet.