Med sin barndomsvens og sin plejemors dødsfald som anledning opruller fortælleren Ania sit liv som jøde, polak og kvinde i efterkrigstidens kommunistiske og antisemitiske Polen og velfærdets Danmark. Det sker under den vellykket sigende titel 'Drengen fra dengang' i Janina Katz' seneste roman, som kunne være hendes erindringer. Ania har nemlig en del træk tilfælles med Janina Katz, er for eksempel ligesom hun født i Krakow (1939) og (siden 1969) bosat i Danmark. Men det behøver vi måske ikke at vide. Pinefulde fantasier Det selvbiografiske er gennemgående i Janina Katz' bøger, hvoraf hun siden sin debut i 1991 snart har udgivet en snes. Hun skriver på sin historisk tunge, men også rige livserfaring med sin egen, originale og intenst nærværende stemme. 'Drengen fra dengang' handler om at have fået skåret sine rødder over, så man ikke engang ved, hvornår man er født, men må tage f.eks. det jødiske børnehjems ord for det. Det gælder Anias ven Joachim, som fastholder, at han er født 9. maj 1937. Ja, hvor blev forældrene mon af? Og Ania, der, indtil hun var elleve, troede, at hendes tante var hendes mor, ved ikke, hvordan hendes forældre var, og hvordan de døde. (Bortset fra at de også blev udryddet.) Og hvordan blev hun selv som ganske lille reddet? Det giver alt for frit spil til pinefulde fantasier. Løsrevet vandplante Tanten/plejemoderen Lidia vil intet sige: »Hun tog sin mest smertefulde hemmelighed med sig i graven. Som det hedder«. Eftersætningen er typisk for Janina Katz, hvis følsomme gehør for det patetiske styrer hende sikkert forbi enhver sentimentalitet. For det er jo den mest smertefulde hemmelighed. Drengen fra dengang' er et slående eksempel på, at selv en gråmeleret, utidig, retningsløs og tvivlsom eksistens kan give anledning til kloge indsigter og skildres i et sprog og et lys, der yder også denne eksistens retfærdighed. Det er naturligvis kunstneren Janina Katz' fortjeneste. Ania flyder gennem tilværelsen som en løsrevet vandplante, dels på grund af sin middelmådighed blandt bohemer, dels på grund af sin manglende evne til at indrette sig i en totalitær stat, mellem kommunisten, ateisten og holocaust-overleveren Lidia og sine katolske filosofiske kunstnervenner. Hun er, som Lidia siger »Underlig og almindelig. Den værste blanding overhovedet«. Undermenneskets had Med et potentielt religiøst gemyt er hun landet mellem ateisme, jødedom og katolicisme og kender ingen af dem nok. Det hele med baggrund i et samfund, hun ikke vil vide af, og som dybest set ikke vil vide af hende - fordi hun er jøde. Det betyder, at hun hverken har taget sine studier alvorligt eller har lært noget praktisk, såsom madlavning. Hun kan således ikke skabe sig selv den mest elementære traditionelle kvindetilværelse, hun drømmer om. Heller ikke, da hun kommer til Danmark, først som gæst og siden får asyl - efter en turbulent overgangsfase i Tyskland, hvor hun med egne ord »boltrer sig i afgrunden«. Hun ser med en blanding af arrogance og misundelse på det renskurede danske familieliv. Et af dem er vennen Joachim havnet i som ægtemand til en velbjerget kulturradikal slavist, der taler smukt polsk, og som Ania har svært ved at finde påskud for at afsky. Men afsky hende gør hun, med en slags undermenneskets had. Frygtløs sårbarhed Et pænt ægteskab med en dansk mand sætter sig ikke spor - i hvert fald ikke nogen, hun vil vedkende sig. Ania er en slags ufrivillig anarkist, hun indgår tvivlsomme bekendtskaber med andre randeksistenser og iagttager skarpsynet, sanseligt og uvægerligt reflekterende sin omverden uden at kunne se, hvor hun selv skal finde plads i den. Det hele beskrives af Janina Katz med frygtløs sårbarhed, hårdkogthed og humor. Banesåret, dét ikke at have en fortid og dermed heller ingen fremtid, har i 'Drengen fra dengang' fået et udtryk, som sætter sig fast. Fremmedhed er mange ting, og ved at give den en så fin dansk stemme beriger Janina Katz vores litteratur.