Peter H. Fogtdal, der har en række historiske romaner bag sig, har denne gang kastet sig over Tycho Brahe. Tyge Brahe, som han også skrives, fanger han i sin velfortalte roman i 1596, hvor den 50-årige Brahe arbejder på Hven i sit Uraniaborg, et forskningssted i særklasse, der passer den berømte astronom. Så kaldes han til København i anledning af Christian IV's kroning og opdager, at han er faldet i unåde. Religionens primat Opdager og opdager - det er måske så meget sagt. Fogtdal skildrer Tyge Brahe som en person, der vredt og iltert forfølger sine mål uden tanke for, hvad der foregår rundt om ham. Hans gamle studiekammerat og hofmedicus Peder Sørensen er derimod klar over, hvilken vej vinden blæser. De blæser i retning af, at Gud ikke skal kigges i kortene. Studiet af naturen skal ikke gå imod kirkens lære. Lyt og lær, siger han til Brahe, året før Hven bliver taget fra ham. Dansk mindreværd Tyge Brahe er en af Danmarks store sønner, og dem har vi det med ikke at agte, smålige som vi er. »Smålighed er den mest raffinerede af de danske ondskaber«, lader forfatteren Brahe udtale. Vi hører en del om dansk sløvsind og mindreværd. Med til historien hører nu også, at Tyge Brahes aktiviteter på Hven har kostet mellem 1-2 procent af kronens samlede indtægter, og at han misrøgtede alle de forpligtelser, han havde som lensmand. I hvert fald det sidste fremgår også af Fogtdals beretning om en mand, der var stor i sin videnskabelige karriere, men havde mindre blik for, hvad der ellers måtte være af krav på et menneske ud over at forfølge sit eget. Ortodoksi og okkultisme Det er i højere grad mystikeren, kemikeren og medicineren, Fogtdal interesserer sig for, end astronomen og opfinderen af præcise måleinstrumenter. Tyge Brahes fremstilling af eliksirer falder inden for det okkulte, men vidner om en søgende sjæl, en evig eksperimentator. På andre punkter er han ortodoks i sit urokkelige verdensbillede. Troen på Jorden som verdens fikspunkt adskiller ham fra Kopernikus og hans senere elev Kepler, som vi møder til allersidst i romanen i Brahes landflygtighed i Holsten og Prag. Sammensat karakter Lige så omskifteligt hans liv og dermed udførelsen af hans værk blev, lige så fast var hans tro på en matematisk harmoni med de syv himle, de syv planeter, de syv metaller, de syv centre i legemet som givne størrelser. Han var en sammensat karakter. Hans lidenskabelige udholdenhed var hans styrke i arbejdet, arrogancen i omgangen med mennesker hans svaghed. Om den besværlige trafik mellem disse to poler handler Peter H. Fogtdals bog. Den er, på trods af fyldig miljøtegning og lokalkolorit, nøgtern og kort. Interessant og fokuseret.