Når man lukker 'Hr. Arnes penge' af Selma Lagerlöf i efter endt læsning, er det, som om en tone slået an på et fint krystalglas klinger ud. Så smuk har oplevelsen været, og man sidder med et herligt gammelt ord, bjergtagen, tilbage. Det er virkelig en stor, stille glæde at have befundet sig i Hr. Arnes univers, for det er rent, smukt og tilsyneladende enkelt, hvad det selvfølgelig ikke er. Kærlighed til ugerningsmand Der er tale om et digterisk univers, hvor ikke et komma er sat forkert, et biord eller et adjektiv skurrer det ringeste. Og hvori historien drives så ubønhørligt igennem, at man som læser nærmest sidder lige så fastfrosset som den is, der længe har spærret Marstrand by inde, og som først bryder op, da Elsalil af Marstrands kvinder er blevet båret ind i byen og begrædt som »den unge jomfru, der havde elsket en ugerningsmand og givet sit liv for at ødelægge den, hun elskede«. Small-talk med hund Vi befinder os i 1500-tallet i Bohuslän - det var dengang, den del af Sverige hørte under den danske krone - det er hård vinter, og på en ujævn vej befinder en fattig fiskehandler, Torarin, sig sammen med sin »fuldgode ven«, en lille, sort hund med tyk pels. Han småsnakker med hunden, om hvilken vej han nu skal køre, men da han foreslår sig selv, at de jo kan køre ind til Solberga præstegård, rejser hunden sig op og stikker i en forfærdelig hylen. Dens herre søger at tysse på den ved at spørge, hvad den dog har imod Hr. Arne, præsten, men hunden hyler videre. Så smider han den ud i sneen og kører ind på præstegården til Hr. Arne og hans husholdning. Forkert forelskelse Så er tragedien sat i spil, en tragedie med mord og mordbrand som nogle af ingredienserne og med en ung smuk pige, der forelsker sig i den forkerte, og som til sidst vælger at ofre sig selv for retfærdighedens skyld. Det går Hr. Arne skidt, men det er svært at få ondt af ham, for han er - har været - en grisk og ond person, lige så slem som den dæmoniske Sir Archie, som Elsalil kommer til at forelske sig i. Lille hovedværk Der er ingen lykkelig slutning på 'Hr. Arnes penge', men det er en slutning, som man måske kan tillade sig at kalde kvindepolitisk med toget af Marstrands kvinder, som kommer ud til skibet for at hente den myrdede Elsalil ind til byen »med al den hæder, som tilkommer hende«. Og som kvinderne skrider frem, bryder isen op bag dem, og da de når ind til byen, »stod alle havets porte åbne«. Bogens forsidebillede er Albert Edelsfelts monumentale - og uhyggelige - fortolkning af kvindetoget bærende på Elsalils lig. Det er lige så uafrystelig som historien om den skrøbelige, men tapre Elsalil, pjalten Torarin og knivslibningen på Branehög. 'Hr. Arnes penge' er blevet nyoversat af Anne Marie Bjerg, som her endnu en gang har leveret en fremragende oversættelse af et (lille) hovedværk i nordisk litteratur. Læs den!