Tre dage efter at Iben falder for en feteret Afrikajournalist, dukker der en mail op i hendes indbakke. En mail, som udnævner hende til 'self-righteous among the humans' og truer hende med øjeblikkelig død. En lignende mail indfinder sig hos hendes bedste veninde, Malene. Her er begrundelsen for den lovede død blot ondskab i stedet for selvretfærdighed. Psykopatisk bibliotekar De to kvinder, der begge er omkring de 30, arbejder på Dansk Center for Information om Folkedrab. De skriver artikler om alverdens bødler, men arbejder bag en åben dør og har deres hjemmeadresse liggende frit fremme på nettet. Måske er en serbisk krigsforbryder blevet så forbandet på dem, at han nu er efter dem. Eller også er den kedelige bibliotekar på centret blevet sindssyg. Iben og Malene bliver hurtigt enige om, at det sidste nok er det mest sandsynlige. Det Onde Christian Jungersen, der debuterede i 1999 med alderdomsthrilleren 'Krat', tager i sin længe ventede anden roman fat på ondskabens problem, både i lille og stor skala. Lille i form af den lidelse, vi hver dag har mulighed for at tilføje hinanden på arbejdspladsen. Stor i form af det faktum, at der i verden i dag findes mere end 15 millioner mænd, som har taget aktivt del i folkedrab. Bare tænk på Cambodja, Bosnien og Rwanda f.eks. Som europæer født efter Anden Verdenskrig må man en gang imellem spørge, hvad man selv ville have gjort under nazismen. Var man mon blevet gerningsmand, eller ville man have sagt fra? Er der en glidebane fra den lille ondskab til blodrusen, eller er den nådesløse bøddel en undtagelse fra reglen om, at mennesker helst vil være gode ved hinanden? Mobningens psykologi Ved at sætte scenen for sin roman på Dansk Center for Information om Folkedrab får Christian Jungersen rig lejlighed til at udforske dette problem. For Malene og Iben går virkelig til den i deres hetz mod bibliotekaren Anne-Lise. Fra almindelig kold luft eskalerer mobningen derhen, hvor det er helt naturligt, at de sletter hendes mail og udspreder rygter om, at hun er alkoholiker. Alt sammen naturligvis fordi hun fortjener det. Men når synsvinklen skifter til Anne-Lise, er sagen knap så klar. Konflikten blandt de menige medarbejdere på det lille folkedrabscenter er et vældig interessant studie i mobningens psykologi. Samtidig giver chefens rivalisering med en anden centerleder og de rævekager, han bager for ikke at blive lagt under Institut for Menneskerettigheder, et spændende indblik i, hvordan de vilkår, almindelige medarbejdere arbejder under, skabes. Og det er ikke helt stuerent. God gammeldags realisme Selve plottet er spændende uden dog at være nervepirrende. Det er ikke dér, styrken i Christian Jungersens 619 sider store danske samtidsroman (for det er præcis, hvad 'Undtagelsen' er) skal findes. Den virkelige styrke er, at forfatteren som en god gammeldags realist interesserer sig for verden. For at finde ud af, hvordan den er indrettet og formidle det. Ved at læse 'Undtagelsen' kan man derfor ikke blot blive meget klogere på fænomenet folkedrab og på relationerne på en arbejdsplads, men også på, hvor ondt det gør at have gigt, hvordan man hacker en computer, eller hvordan man overlever et gidseldrama i Kenya. Skåret ud i pap Den store mængde viden gør bogen til en interessant verden at opholde sig i. Til gengæld gør realismeambitionen mange dialoger (for) lange, og alt efter behag vil nogle måske også finde udpenslingen af morderiske detaljer lige lovlig effektfuld. »Jeg har voldtaget mine venners koner og døtre, jeg har malet den serbiske ørn på deres stuevægge ved at dyppe kropsdele i blodet på deres gulv og bruge dem som pensel«, lader Malene f.eks. en serbisk bøddel tænke. Og selv om det bruges ironisk i sammenhængen, ved vi jo godt, at det ikke er løgn. Spørgsmålet er bare, om vi kan agere på denne viden. Eller om vi som de fleste andre vil lukke øjnene og lade stå til.