Amerikaneren Adam Hasletts debutnoveller i bogen 'De er ikke fremmed her' vakte opsigt ved udgivelsen i 2002. Her var en ung jurastuderende, der skrev historier så stramme og frapperende som en garvet forfatter, og prisnomineringer, interview og udenlandske kontrakter stod i kø. Også på dansk har vi nu fået en god udgave af bogen, i Karsten Sand Iversens stilbevidste oversættelse. Skæbnens uoprettelige slag Hasletts personer er ude i tilværelsens ekstremer, truet på livet eller deres mentale sundhed eller begge dele. En dreng opdager, at han kan drømme sandt om andre menneskers død. En aidspatient mærker ikke bare hverdagen, men også erindringen gå i spåner. Men novellerne er ikke gyserhistorier, de er faktisk realistiske skildringer af oplevelsesmåder fra det virkelige liv, som i sig selv trodser realismen. Den deprimerede, den maniske, den dødsmærkede, den synske oplever verden anderledes end deres medmennesker - og tvinges ud i utroværdighedens udørk. Men Haslett er ikke ude i noget antipsykiatrisk ærinde, hvor han vil give alle oplevelsesmåder lige stor gyldighed, han bruger tværtimod sine personer til at fortælle, at tilværelsen ikke retter ind efter forbrugersamfundets lykkedrøm om, at alting kan fikses og ordnes, og at ingen problemer er mere end midlertidige. Somme tider slår skæbnen til, og slaget er uopretteligt. Skræmmende, høflig konstatering Smukkest kommer det måske til udtryk i novellen 'Den gode læge', hvor en kvindelig patient med stor værdighed frabeder sig besøg af den unge, opsøgende psykiater - titlens gode læge - fordi hun selv har fundet en tålelig måde at leve sit havarerede liv på. I andre af novellerne er den gennemgående tone en fatal mangel på en sådan afklaring og balance, og som læser vægrer man sig nærmest ved at indse, hvad personernes handlinger vil føre til. Er det ikke for nemt? Når man vælger at skrive om den slags outrerede tilfælde, er det så ikke en nærmest automatisk chokeffekt? Svaret kunne være ja, hvis ikke Haslett forenede sin stramme skrivekunst med en dybereliggende indsigt i, at disse sindstilstande er potentielle erfaringer for alle. Hans personer er ikke kuriositeter, de lever i deres særlige verdener og henvender sig derfra til læseren med den skræmmende, høflige konstatering: De er ikke fremmed her.