Få andre i dansk litteratur finder så tætte, sprogligt nyskabende og på én gang sårbare og klynkefri, udtryk for barnets måde at sanse og overleve på som Arthur Krasilnikoff. Dén kunst glimtede farligt i 'Gruppen Mandril' midt i 1970'erne, den omsluttede varmt og magisk Lindas opvækst i nærheden af Skælskør i de to romaner midt i 1980'erne, som i samleudgave blev til 'Vandmærker', og den dannede den magiske indgang til mammutfortællingen om Kalahari-ørkenfolket i 'Nattens rygrad' fra 1999. Egne erindringer? Men hvad dét angår, at skildre hvordan verden bliver til for et barn mellem dets fjerde og niende år, så overgår han sig selv med denne ny roman om de fortryllede år umiddelbart efter de fem forbandede, mens Arthur fra Sydvestsjælland var Astur i et hus i Torshavns udkant. Forfatterens egne erindringer altså, snarere end en roman. Og dog: »Engang har jeg været nært knyttet til ham. I dag ved jeg ikke mere om ham«, skriver han i et efterskrift til de 111 stykker prosa. Men de demonstrerer jo det modsatte. Han véd alt - også i kraft af afstanden. Sanselighed Men det er nærheden, der er tricket. Som suger én ind i Astur og i ens egne sanseoplevelser fra dén alder - lugten af mørke, lyden af lys, den uldne fiskelugt af mange mennesker sammenpresset, den egyptiske lugt af fine gamle damers parfume i farmorens hus under besøg nede i Danmark i julen 1946. Eller »mågeskrigene over huset«, der er »som sakse i luften. Ustandselig klipper de himlen op, som var det papir«. For at se og høre dét på ny behøver man ikke have boet som Astur: på grænsen mellem Torshavn og dén stenede højderyg over mod Kjyrkubø, hvor William Heinesen mødte sine trolde. Hans søn Zacharias har lagt maleri til omslaget. Husets gærde vender ned mod Plantagen, det må ligge ude ved det senere Kunstmuseum og Nordens Hus. Dengang verden blev til Lidt eksotisk er lugten af tørfisk og skærpekød vel stadig for os sydlændinge, mens folk med færøsk opvækst må finde en ekstra genkendelses fryd i denne skatkiste af erindringsbilleder og begivenheder - fra postbåden Smyrils tuden i havnen, et grisehyl, til børnelokkerjagten, der ender som fortvivlet rotur uden om Tinganes sammen med den ældre kammerat Pauli. Nólsoy som »den hvide skulder af en trold, der netop har bukket sig ned i havet efter en fisk«, et tryghedsskabende fikspunkt i havet. Men i hele fortællingens anden, indre dimension kan vi andre være lige så godt med: Udviklingen, fra den fireårige udrejsende føler sig set af hvalens øje ude langs skibssiden; over den naivt opsætsige seks-syv-årige, der berøves sin ulovlige bolsjeskat, nu kigget ud af Guds Øje; og frem til den niåriges registrering af »effekten af kvinder«, ligesom søvnen og mørket en indgang til »tiden, døden og angsten«, kort sagt »på vej til at forlade det klarsyn af verdenssammenhænge«, der har fyldt hans liv og fortællingen. Gennem 'Hvalens øje' ser vi så klart som sjældent før ind i liv, vi 'engang har været nært knyttet til', men oftest har mistet forbindelsen med: den vi selv var, dengang verden blev til.