Et sted i Danmark lever en kurdisk kvinde, Sulaf, som har gennemlevet de forfærdeligste begivenheder i Nordirak under Saddam Husseins regime. Hvis hendes skæbne har været som pseudonymet Khalidas liv i Lise Andersens lille roman, 'Født under stjernerne', fortjener den at blive fortalt. Og Lise Andersen gør et energisk forsøg på at komme ind under huden på denne kvinde og hendes familie, selv om hun i forordet medgiver, at det kan være svært at sætte sig ind i oplevelsen af, at »ens familiemedlemmer er blevet tortureret eller på anden måde truet på livet, har oplevet maven knurre af sult, forfrysninger i tæerne, set sit hus pulveriseret af bomber etc.« Autentisk skæbne Så meget desto mindre indlysende forekommer desværre beslutningen om erstatte Sulafs autentiske beretning med forfatterens fortolkning af den fiktive Khalidas liv. Romanen er bygget op omkring en konkret skæbne og ubestridelige forbrydelser i kurdisk historie, især Anfall-kampagnen, det irakiske folkemord på hen ved 188.000 kurdere i 1988. Men tanker og samtaler og oplevelser har Lise Andersen eksplicit ikke hentet i den konkrete historie, men selv skrevet ind i den fiktive kvindes grumme skæbne. Væsentlig og modbydelig historie Forlaget kalder det alligevel en 'dokumentarisk bog' - resultatet er en sympatisk, varm og hyppigt dramatisk ungdomsroman om et stykke kurdisk historie, som verden i årevis vendte ryggen. Skønt romanen er en varm indføring i et trangt kurdisk skæbnefællesskab, om landsbyliv, gentagen flugt og vedblivende frygt, havde historien måske været endnu bedre tjent med en modsat tilgang: Dokumentarisme hellere end tilpasset fiktion. Og så alligevel: Hvor meget kan man være bekendt at ærgre sig over valget af den kommunikative form, når Lise Andersen påtager sig at fortælle en væsentlig og modbydelig historie, som andre så uværdigt har ladet gå i glemmebogen?