Torsk i hjernen

ET BLIK. Dorte Karrebæks illustration af begrebet Sjuskedorte glemmer man ikke lige med det samme.   Illustration fra bogen
ET BLIK. Dorte Karrebæks illustration af begrebet Sjuskedorte glemmer man ikke lige med det samme. Illustration fra bogen
Lyt til artiklen

Hvad er en knæskade? Det er naturligvis den situation, der opstår, når du sidder på en bænk ovre i parken, og så kommer der en skade og sætter sig på dine store, velformede og hudfarvede knæ. Sådan er det også med ord som rendemaske eller tanketorsk. De er nemme nok at forklare. Spørg bare Sjuskedorte Karrebæk! Multibog for alle aldre 'Knæskade spillefugl hængerøv' er endnu en anderledes bog med billeder fra Dorte Karrebæk. Ingen har vel lavet så mange billedbøger som hun. Egentlig har Dorte Karrebæks streg ikke ændret sig meget gennem årene - jo, hun er gået væk fra den griselyserøde hudfarve! - men hun kan alligevel hele tiden finde på nyt. Nye vinkler. Nye måder. Flere ord. Eller slet ingen. 'Ingenting her, ingenting der' fra forrige år er en multibog og en enestående blanding af billeder og ord for alle aldre. Robust og farvemættet enkelhed Det er en hårfin balancegang at præsentere de sjove, sære ord på en ordentlig måde. Det skal være med ægte entusiasme og egen overraskelse. Ikke med småpjat og ironi. Dorte Karrebæk ved alt om grænser, og hvordan man hopper over dem på sine store fødder (et andet af hendes varemærker). En spillefugl er naturligvis en fugl, der spiller. En moppedreng er én, der går og mobber. Og endelig er der Sjuskedorte, der kigger så forpint ind i dine øje fra sin depressive, sovsefarvede baggrund. Sådan et blik har Dorte Karrebæk ikke sendt ud i verden siden den forfærdelige 'Pigen der var god til mange ting'. Alle de sjove, forklarende billeder af torsk i hjernen, and ved stueorglet eller blomkål i øregangene antager pludselig ny farve og ændrer mening på baggrund af det isnende klarsyn i Sjuskedortes blik. 'Knæskade spillefugl hængerøv' er nem at gå til og forstå. De enkelte ord forklares i en kort tekst, der ofte rimer. Der er intet forløb i billederne. De står i ensom, robust og farvemættet enkelhed. Bogen er fortalt i ramme alvor. Det er faktisk lidt urovækkende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her