Iben Melbye skriver ikke så mange bøger. Men dem, hun skriver, er lastet med mening og holdning. De handler om noget. Denne gang er det om desperation. Vi er nogle år ude i fremtidens København, hvor de hvide bor i forstæderne og de kulørte klemmer sig sammen i 'zoner' inde i byen. Forholdene kan minde lidt om Vestbredden! Bogen hedder 'Esra' og handler om drengen af samme navn. Hjemsendelse af flygtninge Esra kommer fra en krig et sted derude, og han ser mindst fem år yngre ud, end han er. Esra pudser sko på de hvide inde ved stationen. Han er stum, men ørerne er gode nok, så det er gennem drengen - han kan skrive - at storfamilien af flygtninge inde i Zone 2 bliver underrettet om, at politikerne planlægger at hjemsende alle over 18 år. Uanset hvad. Og det er hér, desperationen kommer ind. En engel i kælderen Flygtningene planlægger og gennemfører en kidnapning af Niels Martinsen, der er talsmand for den hårde linje. Esra er med til at udspionere politikeren og ser ham kysse kone og børn farvel. Midt i står historien og dirrer. Og så folder den sig ud som andet end en banal politiserende bog. For nede i en fugtig kælder med rotter stiller de enkelte 'fremmede' sig op foran den magtfulde mand i håndjern og fortæller ham om sig selv. Der går en engel gennem kælderen. Og manden lytter. Alvorlig og indtrængende Til allersidst, da Esra og hans fæller er helt på spanden, og luften er tyk af politisirener, viser den snart forhenværende fange med en gestus, at han har forstået. Mon han gør noget ved det? Man kan ikke gradbøje kidnapning. Kan man gradbøje desperation? I Iben Melbyes fremtidsverden er parterne i hvert fald så langt fra hinanden, at de må tvinges til at tale og lytte sammen. Det er en hård konstatering. Men det er også stort at gøre samtale og forsoning til bogens egentlige tema. 'Esra' er alvorlig og indtrængende, måske lidt urealistisk, men desperationen er ægte nok.