Kan det helt almindelige og normaldanske liv beskrives på en helt almindelig måde? Det er det spørgsmål, man sidder tilbage med efter læsning af Christina Englunds roman 'På den sikre side', en opfølgning af 'Løse ender' fra 2002. Nu skal enderne knyttes for Martha, der er midaldrende, fraskilt forretningsindehaver med ny partner, og hendes søn Mikkel, der er rengøringsassistent på et plejehjem og ikke ved, om han skal i kokkelære eller spille musik eller ud at rejse. Glimtvise vinger Mor og søn, som synsvinklen skifter mellem, er i færd med at finde et liv, der føles rigtigt. Det tager nogen tid. De bor hver for sig, navlestrengen er for så vidt kappet, det skal bare mærkes af dem begge. Mikkel tager på rejse, træt af vennerne i bofællesskabet, sine halve sangplaner, repeterede værtshusture med de samme typer. Han rejser til Havana og oplever både maveonde, erotik og at føle sig »let som en engel« over de støvede gader. Helt almindelig prosaisk opregning af dagligdag er det ikke bare. Både personerne og prosaen folder sig glimtvis ud med vinger. Livets latente plot Men det er egentlig personernes forankring i trivialiteten, der fylder mest, for alt fortælles med lige vægt. Der er ikke noget plot. Det er der faktisk heller ikke i det almindelige liv, men ethvert liv har sin hemmelige stærke dramatik, og det er den, der ligesom fortoner sig hen over siderne i al den opregning af dagligliv på linje med de større indbrud i tilværelsen. Med en interessant fortællerstemme kan det almindeligste udsiges til ydmygeste og kedeligste detalje. Den stemme har Christina Englund ikke rigtig fundet.