Anastasia Ashby de la Zouche, baronesse Penge, grevinde af Clapham med kælenavnet Nasty og et våbenskjold, hvor grevindetitlen symboliseres af et par klappende hænder og en skinke. Det er en herligt kulørt hovedperson, forfatteren Fidelis Morgan har skabt til sin serie af kriminalhistorier fra 1700-tallets London. Grevinden har en storslået fortid som kong Charles II's elskerinde, men frister nu en mere usikker tilværelse, som ved romanens begyndelse har bragt hende i gældsfængsel. Leverandører af sladder Ashby forsøger at skrabe penge sammen ved at opsnuse sladderhistorier til videresalg. Men hun opdager, at hun har en konkurrent i sværbarmet skikkelse af hendes tidligere tjenestepige Alpiew, som grevinden ikke har set, siden greven og hans lyssky kumpaner bortførte pigen til Amerika sammen med sin kones smykker og det meste af hjemmets øvrige løsøre. De to kvinder finder sammen igen og nedsætter sig som leverandører af saftigt stof til et sladderblad. Londons maleriske kroge Deres sans for andre folks hemmeligheder bringer dem i kontakt med en velhavende dame, der beder dem skygge sin mand, som hun mistænker for utroskab. Manden bliver myrdet og grevinden anholdt, og Alpiew må gå i gang med at opklare sagen for at få sin frue fri. Et vigtigt spor er en stump papir med en stribe sære astrologiske eller alkymistiske symboler, som selv grevindens nabo sir Isaac Newton må opgive at tyde. Alpiews og grevindens vilde morderjagt bringer os indenfor i fængsler, teatre, nymodens franske restauranter, adelspalæer i forskellige grader af forfald, kroer, bordeller, apoteker, sagførerkontorer, lærde selskaber, alkymistværksteder og mangfoldige andre maleriske kroge af byen. Spænding, tempo og humor Fidelis Morgan viser os et London, som er ved at komme ovenpå igen efter den store brand i 1666, og hvor den halvfærdige St. Paul's Cathedral vækker mishag hos mange, der synes, at det er noget underligt nymodens rod at bygge sådan en stor kirke uden et ordentligt tårn. 'Trolddoms ild' er vidunderligt rig både på troværdige skildringer af storbyens liv og af tidens kulturhistorie og på humoristiske episoder, der bygger på personernes snusfornuftigt konservative og, ved vi i dag, fejlagtige formodninger om, hvad fremtiden vil bringe. Historien er spændende og fuld af overraskelser, tempoet er højt, og humoren bringer både Henry Fieldings Tom Jones og tv's Hyacinth Bucket i erindring. Der er yderligere tre romaner om grevinden og Alpiew. Lad os straks få dem oversat, tak.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























