En underlig fisk, den pjaltefisk, Henrik Nordbrandt har opkaldt sin ny bog efter. I titeldigtet fortæller han, at han har ordet fra en bog skrevet af en kvinde, der påstod, hun var ham. Og det kan man jo ikke, altså være en, man ikke er. Melankoli med højt humør I Encyklopædien læser jeg, at pjaltefisken slet ikke hedder sådan, men er navn for en helt anden fisk, man bare har forvekslet den med. Man skulle tro, det var en artikel, Nordbrandt har smuglet ind i vores Nationalleksikon, mens redaktøren havde en absence, for teksten passer på en prik på de digte, han udsender i dag. Han er en anden og dermed sig selv som altid. Han skriver om fravær, så det er som at være der. Han spræller som en fisk i rollerne, snart højt oppe, snart langt nede. Der er lethed og humør over melankolien. 'Pjaltefisk' er en dejlig bog. Falske sonetter Ofte står der et hus i landskabet. Det kan være gådefuldt. »Tredjesale møder aftenens komme/ med en blank stirren«, hedder det om et af dem, der kunne være malet af Edward Hopper. Hyppigere er vi indendørs med digteren, der møder ekkoer af sig selv. Han er i barndommens hus, som faderen forlader med billederne under armen. Eller han vågner op efter en ond drøm, opdager langsomt, at krokodillen under sengen er væk, edderkoppen skredet og hans egne lemmer på deres rette plads og ikke på vej til lossepladsen i en sort sæk. Men huset er tomt, »alle dem jeg havde elsket/ var for længst døde«. Et par digte kaldes vrængende sonetter, skønt de hverken har linjetal, rytme eller rim til at være det. Hvorpå der så kommer en regelret en med kvartetter og terzetter og det hele, og i den et hus, hvor digteren er »min egen foragtede gæst«. Den tomme barnevogn Der er kulører i denne digtsamling som ikke før. Svovlgule geder æder grønviolette blomkål i en Picassosk montage. Gul er bogens dominerende farve, skarpest som den lysstribe, der skiller himmel fra hav i bogens nok bedste digt, 'Hyttefad', hvor titlens sølvgrå skrummel til at begynde med, som så tit, bare er et ord fra ordbogen, men efterhånden gennem svimle artistiske glidninger bliver bærer af den voksnes idiosynkrasi og frihedsdrøm, såvel som af barndommens afmægtige magt over sindet. 'Barn' er nu ikke længere kun noget, digteren engang har været. Det er også noget, han ikke har. En barnevogn står tre fjerdedele henne i et år, hvilket jo havde været nok til at fylde den, men »bladene falder ned i en tom barnevogn«. Det giver dog ikke anledning til flæb. To elskende skændes, de tillægger hinanden hinandens værste sider. »Sådan legede vi/ far, mor og børn/ til stor gavn for børnene./ Der blev aldrig pustet liv i dem./ Så de blev heller aldrig lagt i jorden«. Der er ikke noget så galt, at det ikke er godt for noget, når man er i det humør. Stjæler billedet Ikke kun sonetten, også haikuen leger han med. Regelret, med 17 stavelser, når det passer ham: »Vintergækker! Hvad/ gør I resten af året?/ Det vil jeg også«. Også mig, siger læseren, for de forsvindings- og genopdukningsnumre, Nordbrandt udfører i disse digte, rummer en smittende lyst til at lege med. Digtet 'Ønske', der er sat bag på bindet, så De kan smuglæse det hos boghandleren, er ren Årgangsnordbrandt: Tre ønsker om den elskede, der dementerer hinanden og dog alle må gå i opfyldelse på en gang, for kun hvis man erkender afstanden, kan man blive til ét. Som det hedder i et andet digt, i det ironiske toneleje: »ingen kan være ét med noget andet«. End ikke pjaltefisken, der uanset om den er den ene eller den anden fisk, er et vidunderligt ord. Nordbrandt har ikke glemt sorgen over kærlighedstab. Men den smerte, som altid findes i hans poesi, er denne gang en svag baggrundssummen. Noget, der lurer, men ikke får plads på scenens midte, hvor der er leg og glæde og opvisning i, hvilke stemninger dette fantastiske sprog dog kan sætte i scene. »Det var min far, der stjal billederne«, lød beskyldningen i barndomsdigtet. Det kan han selv være. Det er Henrik Nordbrandt, der stjæler billedet. På parnasset. For der skrives ikke bedre dansk poesi i dag end disse digte.