Upatent på tilværelsen

Lyt til artiklen

Hvor er han dog en sandt spekulativ, fabulerende kraftoriginal, ham Viggo Madsen. Han er måske ikke så åndsaristokratisk forfinet som Preben Major Sørensen - en anden outsider, der for sent er kommet ind i varmen - men til gengæld besidder han et genert Storm P.sk lune, parret med en udsyret og dybt pornografisk, men også snurrigt barnlig, aldous huxleysk sci-fi-fantasi. Den nu efterlønnede bibliotekar Madsen har over de sidste knap 40 år kunnet udvikle sig lykkeligt befriet for kritisk bevågenhed, og man mærker straks den sent ankomnes forsorne selvironi i denne ny prosasamlings genreundertitel, som helt beckettsk er: 'udgydelser'. Virkeligheden som kuriosum Titlen er nu også fin, 'Patent på tilværelsen' får undervejs i samlingen en klart dobbelt betydning; ikke alene som betegnelse for den arrogance, der ligger i at tro at have patent på Sandheden og meningen med livet. Men også som navn på de mangeartede forsøg på helt konkret, bioteknologisk eller på anden vis at patentere og designe menneskelivet. Samlingen er opdelt i fire suiter, tre med henholdsvis fem, fem og fire tekster, og en sidste spasme med en enkelt gnist, 'Virkeligheden som kuriosum'. Nørdet og gruopvækkende I første del blomstrer den vilde, dystopiske sci-fi-fantasi i redegørelser for verden styret af professor Osmos; i anden del trakteres vi med et antal hampre, blicheragtigt hårde skæbnefortællinger, bl.a. en hårrejsende beretning fra svineslagteriet (set skævt, gennem en lille drengs øjne), mens tredje del byder på de mest saftige, udtrukne og gentagne beskrivelser af - med forlov - kussens evindelige velsignelser, beskrivelser, der er heftigt krydret med kristne udtryk og vendinger og scenarier. Sidste tekst er en raffineret, amokløbende spiral, der snor sig gennem »virkeligheden som kuriosum«. Det er nogle pletvis vidunderlige og overalt underlige udgydelser, Viggo Madsen har leveret. Dybt nørdede, ofte morsomme eller gruopvækkende, og så med denne mærkværdige og interessante og pikante kobling af Storm P. med Marquis de Sade, Huxley med Blicher. Stærkt upatenterede, eller måske endog upatentérbare udgydelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her