Selv hed hun jo bare Asta«. Sådan slutter Kim Fupz Aakeson sin historie i billedbogen om 'Pigen der fik rigtig mange søskende'. Det står der bare. Asta! Og Lilian Brøgger har tegnet til. Når der snakkes billedbogstekster, bliver Kim Fupz ofte fremhævet som den ene - af to-tre stykker - som kan levere en billedrig række ord - helst ikke for mange - men med bid i. Kære børn har mange navne Der er usædvanligt meget bid i 'Pigen der fik rigtig mange søskende'. En typisk Kim Fupz-titel i øvrigt. De rigtig mange søskende fik mange navne - og det er her, hunden ligger begravet, ikke også Asta? Så var der nogle, »som ikke rigtig havde fået navne endnu, men det skulle nok komme«. Maven svulmer op Og her kommer historien. Pigen, der altså hedder Asta, opfinder en lillebror, der hedder Kenneth. Det synes mor og far er sjovt. De reder op til Kenneth, og de sætter hans tallerken frem på bordet. Men da antallet af søskende stiger til over tyve, så nægter forældrene at være med mere. Mors mave er også blevet tykkere og tykkere i historiens løb, og så er resten vel til at regne ud. Og dog! Der er en slutning, og der er en gavtyveagtig dåbsscene i kirken. Det skal ikke afsløres her. Det må man selv kigge sig frem til. Uforglemmelig slutning Det hele er fortalt så syngende veloplagt, naturligt og med en veldoseret snakkesalighed (og parenteser). Ud over de mange søskende rummer historien også det klassiske trodsige og stædige opgør mod forældres bestemmelsesret. 'Pigen' er en perle, som Lilian Brøgger forsøder yderligere med kriblende og krablende tegninger af alle de mange nye familiemedlemmer. Kun én gang ser man pigen, der hedder Asta, i et nærbillede. Hun kigger mistroisk igennem sit (låste) nøglehul på indholdet af mors tykke mave, der ligner en rosin og er en lillebror. Tegneren har altså valgt at vise den totale (kamp)scene og selve urkonfliktens parter i lille målestok. Så er der også en hund i familien. Men: »Selv hed hun jo bare Asta«. Den slutning glemmer man aldrig.